Lyn startede kæmpe skovbrand

Corona og tørt vejr presser brandmænd under storbrand i Oregon. Nu er det delstatens største skovbrand

Brandmænd har kæmpet i ugevis mod en enorm skovbrand i Oregon. Det er den tredjestørste i delstaten siden 1990. (Arkivfoto)
Brandmænd har kæmpet i ugevis mod en enorm skovbrand i Oregon. Det er den tredjestørste i delstaten siden 1990. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Brandvæsenet i USA kæmper fortsat mod en enorm naturbrand i delstaten Oregon, hvor tørt og blæsende vejr fredag har sat yderligere fut i flammerne efter flere dage med gunstigt vejr.

Samtidig vanskeliggør et udbrud med coronavirus blandt beredskabet kampen mod branden, der har stået på i tre uger.

Oregon står desuden over for en weekend med ny forhøjet brandrisiko på grund af den lave fugtighed og kraftige vinde, der ifølge meteorolog Sarah Rogowski fra den nationale vejrtjeneste i USA (NWS) kan blæse til flammerne og sprede gløder yderligere.

Ubemærket i fem dage

Fredag havde branden hærget et område på 162.000 hektar og ødelagt træer og mindst 67 hjem nær grænsen til Californien. Da det stod værst til, var mindst 2000 mennesker blevet evakueret.

USA's skovmyndigheder vurderer, at branden blev udløst i begyndelsen af juli af et lynnedslag. Den ulmede i cirka fem dage, før den blev opdaget 6. juli.

Selv om brandens spredning er blevet bremset de seneste dage med gunstigere vejr, er branden stadig Oregons tredjestørste siden 1900. Det er også den mest massive, der er blusset op i det vestlige USA denne sommer.

Brandmænd i karantæne

Et coronaudbrud blandt brandvæsenet gør ikke situationen bedre. 

Mindst ni brandmænd er kommet i karantæne efter at være blevet testet positive for coronavirus.

Alle smittede forventes at komme sig, men der vil blive taget flere forholdsregler i de lejre, hvor brandmændene opholder sig i forbindelse med slukningsarbejdet, melder sundhedsmyndighederne i Oregon.

Hærger i USA

Flere end 80 store skovbrande hærger i øjeblikket i Oregon og delstaterne Idaho og Montana.

I Montana er mindst fem brandmænd blevet kvæstet, da der skete et pludseligt skift i vindretningen. Tilstanden på brandmændene er uvis, men det oplyses, at de behandles for brandskader.

Undgå naturbrande

- Brug de dertil indrettede bålpladser, hvis du skal tænde et bål eller grill.

- Efterlad aldrig et bål, der ikke er slukket helt.

- Brug ukrudtsbrænderen med forsigtighed, og hvis du har vand i nærheden.

- Smid ikke cigaretskod og lignende i naturen.

- Tøm aldrig aske fra grill eller brændeovn i naturen, men i en askespand.

- Efterlad ikke flasker i naturen, der kan reflektere i solen.

- Ring hurtigt 1-1-2, hvis uheldet alligevel er ude.

Kilde: Nordjyllands Beredskab
Powered by Labrador CMS