Mast ihjel på festival

Festivalen Astroworld, som den amerikanske rapper Travis Scott står bag, åbnede fredag. Flere er døde

Travis Scott måtte slutte sin koncert, da han kunne se, at flere var i nød
Travis Scott måtte slutte sin koncert, da han kunne se, at flere var i nød
Udgivet Opdateret

Voldsomme scener udspillede sig, da musikfestvalen Astrowold åbnede i Housen. 

Mindst otte personer er omkommet ved åbningen af den udsolgte musikfestival Astroworld i Texas' største by, Houston.

Det oplyser lokale myndigheder.

- Vi har mindst otte bekræftede dødsfald og flere tilskadekomne, siger Samuel Pena, der er chef for brandvæsenet i Houston.

På et pressemøde lørdag forklarer han, at publikum blev presset sammen foran scenen omkring klokken 21.15 fredag aften lokal tid.

Udløste panik

- Det udløste en del panik, og det begyndte at give skader, folk faldt og blev bevidstløse, og det skabte yderligere panik, siger brandchefen ifølge NBC News.

Ifølge mediet blev omkring 300 mennesker tilset af sundhedspersonale på stedet fredag.

23 blev kørt på hospitalet, herunder 11 personer med hjertestop.

Bag Astroworld-festivalen står blandt andre den amerikanske rapper Travis Scott.

Han optrådte selv fredag aften, og ifølge flere medier opstod ulykken under koncerten med Scott.

Stoppede koncert

Ifølge avisen The Houston Chronicle måtte Scott flere gange stoppe musikken under sin 75 minutter lange koncert, fordi han kunne se publikummer i nød oppe foran scenen.

Omkring 50.000 havde købt billet til festivalen, som foregår i NRGi Park i Houston.

Tidligere på fredagen havde hundredvis af mennesker stormet området ved NRGi Park. Det skabte kaotiske scener for sikkerhedsfolk og personale.

Troy Finner, som er politichef i Houston, siger til ABC News, at de to hændelser ikke hænger sammen.

Minder om Roskilde

- På et tidspunkt blev showet stoppet, fordi menneskemængden voksede, forklarer han.

Han siger, at det endnu er for tidligt at fastslå, hvorfor den store menneskemængde samlede sig så tæt. Han afviser at kommentere rygter og spekulationer.

Festivalen skulle have varet i to dage, men andendagen er aflyst, skriver The Houston Chronicle.

I Danmark mistede ni personer livet på Roskilde Festival i 2000, da bandet Pearl Jam spillede for et tætpakket publikum på Orange Scene.

Powered by Labrador CMS