Mirakel: Seksårig reddet

Fundet af en seksårig dreng giver håb om, at flere overlevende kan findes i murbrokker i Indonesien to dage efter voldsomt jordskælv

Udgivet Opdateret

En seksårig dreng er blevet reddet fra murbrokkerne efter et jordskælv, der ramte Java i Indonesien mandag.

Drengen har ligget under murbrokkerne i to dage uden mad og vand, og redningen af ham beskrives som et mirakel.

Den dramatiske redningsaktion, der fandt sted onsdag aften lokal tid, er blevet fanget på kamera og skaber håb om, at overlevende fortsat kan reddes fra murbrokkerne.

271 døde

Jordskælvet i Indonesien har kostet mindst 271 personer livet.

- Da vi indså, at Azka (den seksårige dreng, red.) var i live, brød alle sammen i gråd - inklusiv mig selv, siger 28-årige Jeksen Kolibu, der er frivillig redningsarbejder.

- Det var meget rørende, det føltes som et mirakel.

Trækker drengen ud

Video viser en redningsarbejder, der trækker drengen ud fra et ødelagt hjem i distriktet Cianjurs værst ramte område. Han var iført den blå trøje og bukser, han havde på, da skælvet skete.

Manden, der reddede ham ud fra et hul i murbrokkerne, holdt fast i ham med begge arme, mens en anden redningsarbejder løb efter dem for at holde drengen i hånden.

Video viser efterfølgende den seksårige sidde og drikke et glas vand med en soldat, mens en anden redningsarbejder aer ham i håret.

Hans mor døde

Drengens mor døde i jordskælvet, og hendes lig blev fundet, kort tid før Azka blev reddet, oplyser frivillige redningsarbejdere.

Den seksårige blev fundet ved siden af sin døde bedstemor.

Det, der reddede ham, var en væg, der holdt en kollapset væg oppe og forhindrede den i at styrte ned over ham.

- Han blev fundet i venstre side af huset på en seng. Han var beskyttet af en pude, og der var et mellemrum på ti centimeter mellem ham og væggen.

- Så smalt et rum. Det var mørkt, varmt, og hullet var ikke stort nok til ilt, siger Jeksen Kolibu.

Video af redningsaktionen af en seksårig dreng viser en redningsarbejder holde ham i sine arme.
Video af redningsaktionen af en seksårig dreng viser en redningsarbejder holde ham i sine arme.

Omtåget

Redningsarbejdere havde ikke forventet at finde drengen i live.

- Vi forventede ikke, at han stadig ville være i live efter 48 timer. Hvis vi vidste det, havde vi prøvet mere dagen før.

Redningsarbejderen fortæller, at drengen virker omtåget og traumatiseret efter to dage under murbrokkerne.

- Azka sagde ikke en lyd. Han råbte overhovedet ikke på hjælp eller peb.

- Selv da han blev trukket ud fra murbrokkerne var han ved bevidsthed og sagde ikke en lyd. Han så så forvirret ud.

Mange hjem er ødelagte, efter at et jordskælv ramte øen Java i Indonesien mandag.
Mange hjem er ødelagte, efter at et jordskælv ramte øen Java i Indonesien mandag.

Mange var børn

Mange af dem, der mistede livet i jordskælvet var børn, der var i skole eller hjemme, da skælvet skete.

Der er fortsat 40 personer, der er savnet efter jordskælvet, og myndighederne mener, at det snart er for sent at finde flere overlevende.

Jordskælv er Jordens plader der tørner sammen

Læs her, hvordan danske geologer fra Geus beskriver jordskælv:

* Jordens overflade er delt op i en række 50-300 kilometer tykke stive stenplader, der konstant bevæger sig i forhold til hinanden.

* Jordens kontinenter sidder fast på disse plader. Der ligger ufattelige kræfter bag pladernes bevægelser, og det klippemateriale, som pladerne består af, bliver bøjet og vredet.

* Til tider opstår der så store spændinger i klippematerialet, at det pludselig revner, og de to sider af brudfladen forskyder sig i forhold til hinanden med et voldsomt ryk.

* Herved frigives en masse energi, der i form af seismiske bølger spreder sig igennem kloden som ringe i vand. Når de seismiske bølger passerer et sted på jordoverfladen, mærker vi det som et jordskælv.

* Den mest berømte metode til angivelse af et jordskælvs størrelse er udviklet af den amerikanske seismolog Charles F. Richter, som har lagt navn til richterskalaen. Det er den nok mest kendte jordskælvsskala.

* Richterskalaen er udviklet til at sammenligne størrelsen på jordskælv i Californien. Den er tilpasset de særlige geologiske forhold, der er i Californien.

* Ved især meget kraftige skælv andre steder i verden anses richterskalaen i dag ikke som den bedste.

* Momentmagnitudeskalaen bruger flere fysiske parametre til at udregne et såkaldt Mw-tal, som er et udtryk for skælvets størrelse.

* Mw-tallet udtrykker, hvor meget energi der er blevet udløst ved skælvet. Mw-tallet kan sammenlignes for alle typer af jordskælv.

* Momentmagnitudeskalen anvendes i dag ved alle mellemstore og store jordskælv.

Kilde: De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)

Powered by Labrador CMS