Nordkorea affyrer nyt missil

Både kystvagten i Japan og Sydkoreas militær har onsdag registreret et missil blive affyret fra Nordkorea

Flere gange de seneste dage har Nordkorea gennemført affyringer af vidtrækkende missiler - senest natten til onsdag.
Udgivet Opdateret

Det nordkoreanske militær har onsdag foretaget endnu en prøveaffyring af et missil.

Det oplyser Sydkoreas forsvarskommando til nyhedsbureauet Yonhap. Kystvagten i Japan oplyser også, det har registeret et objekt, der kunne have været et ballistisk missil, blive sendt ud over havet fra Nordkorea.

Missilet lod til at styrte ned i havet, inden det nåede ind over japansk farvand, oplyser kystvagten.

Affyringen kommer, få dage efter at Nordkorea meddelte, at det med succes havde foretaget prøveaffyringer af en ny type langtrækkende missiler.

Testaffyringerne fandt sted både lørdag og søndag. Missilerne fløj 1500 kilometer, før de ramte deres mål i landets territoriale farvand.

Strategisk vigtig

Det statslige nyhedsbureau, KCNA, kaldte missilaffyringerne for strategisk vigtige, da de giver Nordkorea "endnu et effektivt afskrækkelsesmiddel".

Meldingerne om prøveaffyringerne kommer på et tidspunkt, hvor forholdet mellem USA og den kommunistiske stat er forværret på grund af tiltagende usikkerhed omkring landets atomprogram.

Nordkorea er underlagt en række internationale sanktioner på grund af dets atomvåben og missilprogrammer.

Nordkorea har atomvåben

Nordkorea er på listen over de ni lande, der menes at være blandt atommagterne.

I de første årtier efter Anden Verdenskrig var det kun de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, der rådede over atomvåben. I dag menes der at være ni atommagter i verden.

Bliv klogere på atommagterne her:

De første fem:

USA: 6185 atomsprænghoveder.

Storbritannien: 200 atomsprænghoveder.

Frankrig: 300 atomsprænghoveder.

Rusland: 6490 atomsprænghoveder.

Kina: 290 atomsprænghoveder.

De fire andre:

Israel: 90 atomsprænghoveder.

Pakistan: 160 atomsprænghoveder.

Indien: 140 atomsprænghoveder.

Nordkorea: 30 atomsprænghoveder.

Kilde: www.armscontrol.org
Powered by Labrador CMS