Otte ukrainere dræbt i flystyrt

Ministerium i Serbien siger, at fly havde ammunition om bord. Ammunitionen skulle til Bangladesh

Udgivet Opdateret

Alle ombordværende på et ukrainsk fragtfly med otte personer om bord, der sent lørdag styrtede ned i det nordlige Grækenland, er omkommet. Det oplyser det serbiske forsvarsministerium søndag.

Flyet var opereret af fragtselskabet Meridian, og det kom fra Serbien og var på vej til Jordan.

Besætningen bad om tilladelse til at nødlande på Kavala-flyveplads på grund af problemer med en motor, men det nåede aldrig frem.

Havde ammunition ombord

Det styrtede ned omkring 40 kilometer fra flyvepladsen.

Ministeriet siger, at flyet havde ammunition om bord. Ammunitionen skulle til Bangladesh - ikke Ukraine. Det skriver Reuters.

Ukraines udenrigsministerium oplyser, at alle om bord var ukrainske statsborgere.

Det var et fly af typen Antonov An-12, og det er ejet af et ukrainsk selskab.

12 ton ombord

Statslige medier har meldt om giftig røg på ulykkesstedet fra 12 ton "giftigt materiale", var om bord i flyet, der styrtede ned nær byen Kavala

Den lokale borgmester i den græske by, Filippos Anastasiadis, sagde umiddelbart efter ulykken, at der formentligt var ammunition i fragtflyet.

Flere eksplosioner

Han fortalte radiostationen ERT, at der hverken var kemikalier eller radioaktivt materiale i lasten. Grækenlands militær er på ulykkesstedet, siger han.

Der skete flere eksplosioner, som forværrede den kraftige brand efter styrtet. Eksplosionerne fortsatte i to timer.

Fotos fra mobiltelefoner viste, at der var brand i flyet, før det styrtede ned.

Noget var galt

Brandvæsnet sendte i første omgang 15 brandfolk og syv brandbiler ud til det brændende fly, og der kom senere flere til.

Et lokalt øjenvidne ved navn Giorgos Archontopoulos siger ifølge nyhedsbureauet AFP til græsk stats-tv, at han fornemmede, at noget var galt, så snart han hørte lyden af flyet.

- Klokken 22.45 blev jeg overrasket over lyden af flyets motor. Jeg gik udenfor og så, at en af motorerne var i brand, siger han.

Brandfolk arbejder nær det sted i den græske by Kavala, hvor et fragtfly sent lørdag er styrtet ned.
Brandfolk arbejder nær det sted i den græske by Kavala, hvor et fragtfly sent lørdag er styrtet ned.

Voldsomme flystyrt

Her er nogle af de flyulykker, hvor flest menneskeliv er gået tabt, de seneste ti år:

  • 12. marts 2018: Et fly fra selskabet US-Bangla fra Bangladesh styrter ned i Kathmandus internationale lufthavn i Nepal. Mindst 50 ud af de 67 ombordværende bliver dræbt.
  • 18. februar 2018: Et propelfly fra iranske Aseman Airlines styrter ned i bjergkæden Dena i det sydlige Iran. Alle 65 mennesker om bord omkommer.
  • 11. februar 2018: Et fly fra det russiske selskab Saratov styrter, kun fem minutter efter at det var lettet fra lufthavnen Domodedovo. Alle 71 personer om bord omkommer.
  • 25. december 2016: Et russisk militærfly med 92 om bord styrter julemorgen i Sortehavet kort efter start fra byen Sotji. Flyet var på vej til Syrien. Om bord var blandt andet 64 medlemmer af Den Røde Hærs Kor.
  • 29. november 2016: Fly fra charterselskabet Lamia styrter ned i et bjergområde nær Medellin i Colombia. 81 personer er om bord, heriblandt et brasiliansk fodboldhold.
  • 19. marts 2016: Et Boeing 737-fly fra Flydubai bryder i brand under landing i lufthavnen i Rostov ved Don i det sydvestlige Rusland. Samtlige 61 om bord omkommer.
  • 31. oktober 2015: 224 mennesker omkommer, da et Airbus A321-fly fra det russiske Metrojet styrter ned undervejs fra Sharm el-Sheikh i Egypten til Sankt Petersborg i Rusland.
  • 24. marts 2015: Fly fra Germanwings på vej fra Barcelona til Düsseldorf rammer bjergside i Frankrig. Samtlige 150 personer på Airbus-flyet bliver dræbt.
  • 28. december 2014: Fly fra Indonesia Air Asia styrter ned i havet ved Java. Ingen af de 162 personer på flyet overlever.
  • 24. juli 2014: Samtlige 116 på Air Algerie-fly bliver dræbt, da maskinen kommer ud af kurs og styrter på vej mod hovedstaden Algier.
  • 17. juli 2014: Malaysia Airlines-fly fra Amsterdam med Kuala Lumpur som destination bliver skudt ned over det østlige Ukraine. Alle 298 personer på flyet omkommer.
  • 8. marts 2014: MH370 fra Malaysia Airlines forsvinder kort efter at være lettet fra Kuala Lumpur med kurs mod Beijing. Flyet er aldrig fundet, og de 239 ombordværendes skæbne kendes ikke, men samtlige antages at være omkommet.
  • 3. juni 2012: Fly fra Dana Air rammer bygning under indflyvning til den internationale lufthavn i Lagos i Nigeria. Alle 153 personer på flyet samt ti personer på jorden bliver dræbt.
  • 20. april 2012: En Bhoja Air Boeing 737 forulykker, da flyet nærmer sig lufthavnen i Pakistans hovedstad, Islamabad. Alle 127 mennesker om bord mister livet.
  • 28. juli 2010: Fly fra det pakistanske Airblue styrter ned tæt på hovedstaden Karachi. Alle 152 om bord omkommer.
  • 22. maj 2010: Et Boeing 737 passagerfly styrter i en dal tæt på landing i det sydlige Indien, bryder ud i flammer og dræber 158 mennesker.
  • 12. maj 2010: Kun én ud af 104 personer overlever, da et fly fra det libyske selskab Afriqiyah Airways forulykker kort før landing i Tripoli.
  • 15. juli 2009: 168 mennesker dør, da et russisk Tupolev passagerfly styrter ned på en mark i Iran.
  • 30. juni 2009: Et Airbus 310 fly styrter i det Indiske Ocean. 152 mennesker omkommer. En 13-årig pige overlever mirakuløst som den eneste.
  • 1. juni 2009: 228 mennesker mister livet, da et Airbus 330 passagerfly styrter ned i Atlanterhavet på ruten imellem Rio de Janeiro og Paris.
  • 20. august 2008: 153 mennesker dør, da en maskine fra det SAS-ejede selskab Spanair forulykker i den spanske by Madrid.
Kilde: Kilde: BBC, Reuters og ABC News.
Powered by Labrador CMS