UDLAND:

Politi skyder og dræber knivbevæbnet 16-årig dreng

Politiet modtog sent lørdag opkald fra person, der advarede om, at han ville begå voldelige handlinger

Udgivet Opdateret

Australsk politi har natten til søndag lokal tid i storbyen Perth skudt og dræbt en 16-årig dreng, som det betegner som radikaliseret.

Drengen var bevæbnet med kniv og havde stukket en person ned.

Det har premierministeren i delstaten Western Australia oplyst søndag, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Der er på nuværende tidspunkt ikke yderligere informationer om offeret.

Knivstikkeriet finder sted som den tredje i Australien på under en måned.

- Der er indikationer på, at han er blevet radikaliseret på internettet. Men jeg vil gerne forsikre offentligheden om, at det på nuværende tidspunkt tyder på, at han handlede ene og alene, siger premierminister Roger Cook.

Advarede i opkald

Politiet modtog sent lørdag et opkald fra en person, der advarede om, at han ville begå "voldelige handlinger", dog uden at oplyse sit navn eller lokalitet, har delstatens politikommissær, Col Blanch, oplyst til journalister.

Få minutter efter modtog politiet endnu et opkald om, at en "mand med en kniv løb rundt på en parkeringsplads" i en forstad til Perth.

Politiets egne optagelser viser, hvordan teenageren nægtede at lægge sin kniv trods befalinger fra betjentene.

Derefter tog politiet strømpistoler i brug, der dog ikke havde den ønskede effekt. 

En betjent endte derfor med at affyre et skud, som sårede den 16-årige alvorligt. 

Han døde efterfølgende på hospitalet.

Fem teenagere sigtet

I storbyen Sydney blev fem teenagere 25. april sigtet for lovovertrædelser relateret til terror i sag om et knivstikkeri, som skete ugen før i det vestlige Sydney.

Her blev fire personer - inklusive en præst - stukket med kniv i kirken Christ The Good Sheperd Church i forstaden Wakeley.

Knivstikkeriet i kirken skete, blot få dage efter at seks personer blev dræbt i et knivstikkeri i et indkøbscenter, også i Sydney. 

Den 40-årige gerningsmand bag blev skudt og dræbt af en betjent.

Hændelsen i den australske by Perth finder sted som den tredje på blot en måned, hvor knivstikkerier har fyldt i overskrifterne i australske medier. Et tidligere knivstikkeri skete i The Good Sheperd Church i forstaden Wakeley. (Arkivfoto.)
Powered by Labrador CMS