Politiker fængslet for drab og partering

Ligdele blev fundet flere steder i Stockholm. En lokalpolitiker fra Sverigedemokraterna er varetægtsfængslet

En lokalpolitiker fra Svergiesdemokraterna er blevet varetægtsfængslet for drab
En lokalpolitiker fra Svergiesdemokraterna er blevet varetægtsfængslet for drab
Udgivet Opdateret

En domstol i Stockholm har lørdag besluttet at varetægtsfængsle en mand i 60-års alderen, der er mistænkt for at dræbe og partere en jævnaldrende mand.

Den mistænkte mand er lokalpolitiker i Nyköping for Sverigedemokraterna (SD).

- Politiet er i efterforskningen kommet frem til et punkt, hvor man med sikkerhed kan sige, at der er begrundet mistanke om, at personen har begået mordet og brud på gravfreden, siger anklager Marina Chirakova til tv-stationen SVT.

Forbrydelsen skal have fundet sted i september i Nyköping, der ligger sydvest for den svenske hovedstad.

Midt i september dukkede ligdele op i det centrale Stockholm.

Fandt afskårne lemmer

Først blev der fundet en pose med et afskåret hoved, da dykkere skulle rydde op i en af byens kanaler. Det fik politiet til at sende sine dykkere i vandet for at lede efter flere kropsdele, men uden held.

Senere fandt privatpersoner flere afskårne lemmer to forskellige steder i Djurgården, der er en bydel i det centrale Stockholm.

Mistanken mod lokalpolitikeren har fået Sverigedemokraterna til at sætte hans medlemskab af partiet i bero, mens politiet efterforsker sagen. Det oplyser partiets pressetalsmand Christian Krappedal.

- Det er meget ubehagelige oplysninger, og vi tager situationen meget alvorligt, siger han til SVT.

Varetægtsfængslet

Manden blev anholdt torsdag i Nyköping. Lørdagens retsmøde i Stockholm foregik bag lukkede døre.

Den mistænktes advokat Louise Gunven siger til SVT, at hendes klient anfægter rettens beslutning om at varetægtsfængsle ham.

Hun vil ikke sige, hvad han har sagt i retten, eller hvordan han forholder sig i skyldsspørgsmålet.

Det er ventet, at der vil blive rejst tiltale mod ham inden 20. december, tilføjer anklageren i sagen ifølge nyhedsbureauet TT.

Hun vil endnu ikke sige noget om, hvad motivet bag forbrydelsen kan have været, eller hvilken relation den mistænkte og den dræbte havde til hinanden.

Sverigesdemokraterne

Sverigesdemokraterne er et svensk politisk parti baseret på socialkonservatisme og nationalisme. Sverigedemokraterne ligger politisk tæt på Dansk Folkeparti. Siden partiet i 2010 kom i Riksdagen med 5,7% af stemmerne, har det oplevet en voldsom fremgang. Ved valget i 2014 fik Sverigedemokraterne 12,9% af stemmerne.[kilde mangler] Ved valget 2018 fik SD en fremgang på 4,7 % til 17,6% af stemmerne.

Partiet blev grundlagt i 1988 af en række grupper fra det yderste højre.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS