Raketmandens satellit styrter ned

En nordkoreansk satellitopsendelse styrtede i havet og udløste evakuering og missilvarsel i Japan og Sydkorea

Udgivet Opdateret

Nordkorea forsøgte sent tirsdag aften at sende en overvågningssatellit ud i rummet, men missionen gik i vasken, efter at løfteraketten mistede momentum og gjorde, at satellitten styrtede ned i havet.

Det oplyser landet ifølge det franske nyhedsbureau AFP gennem det nordkoreanske statslige nyhedsbureau KCNA.

- Den nye opsendte satellits løfteraket "Cheollima-1" styrtede ned i Det Gule Hav, fordi den mistede momentum på grund af en abnorm opstart i totrinsmotoren efter førstetrinsseparation under normal flyvning, skriver KCNA.

Lignede missil

Afklaringen fra Nordkorea skaber ro om hændelsen, der i første omgang fik Japan til at beordre borgere til beskyttelsesrum og Sydkoreas hovedstad, Seoul, til at sætte luftsirenerne i gang.

Opsendelsen blev nemlig i første omgang rapporteret som en mulig missilaffyring. Fra Japan lød det ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Nordkorea havde affyret, hvad der "kunne være et ballistisk missil".

Ophævede varsel

Begge lande ophævede kort efter begge varsler, og Sydkorea oplyste, at der var tale om en fejl.

Japans regering fortalte, at der ikke var fare på færde for japanere, og at projektilet, som Nordkorea sendte afsted, var landet uden for japansk territorium.

Samme teknologi

Forvirringen om, hvad det egentlig var, som blev sendt i vejret af Nordkorea, kan skyldes, at den teknologi, Nordkorea brugte til at opsende satellitten, normalt bruges til ballistiske missiler.

Det oplyser en talsmand fra det amerikanske udenrigsministerium ifølge Reuters i forbindelse med, at USA udtaler kras kritik af Nordkorea for opsendelsesforsøget.

USA fordømmer

- USA fordømmer på det kraftigste Nordkorea for dets opsendelse med brug af ballistisk missilteknologi, lyder det i en udtalelse fra USA's præsidentkontor, Det Hvide Hus.

Nordkorea oplyser gennem KCNA, at deres satellit styrtede ned i Det Gule Hav. Det er den vandmasse, som adskiller den koreanske halvø og Kina. Den indre del af Seoul ligger bare godt 30 kilometer fra kysten til Det Gule Hav.

Skal overvåge fjender

Nordkorea oplyste allerede natten til tirsdag dansk tid, at det havde planer om at opsende en satellit, som skal hjælpe landet med at overvåge fjender i realtid.

I en udtalelse bragt af det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA lyder det fra den højtstående militærleder Ri Pyong-chol, at fælles militærøvelser udført af USA og Sydkorea åbent viser landenes "uforsvarlige ambitioner om aggression".

Føler sig tvunget

I løbet af de seneste måneder har de to lande udført militære øvelser. Ifølge Ri har øvelserne tvunget styret i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, til at have "ressourcer i stand til at indsamle information om militærhandlinger fra fjenden i realtid".

Pendlere ser på et fjernsyn på hovedbanegården i Sydkoreas hovedstad, Seoul. Byen fik natten til onsdag besked på at klargøre sig til evakueringer på grund af aktivitet fra Nordkorea, inden det kom frem, at der var tale om en fejl. (Arkivfoto).
Pendlere ser på et fjernsyn på hovedbanegården i Sydkoreas hovedstad, Seoul. Byen fik natten til onsdag besked på at klargøre sig til evakueringer på grund af aktivitet fra Nordkorea, inden det kom frem, at der var tale om en fejl. (Arkivfoto).

KIM JUNG-UN

Kim Jong-un er født 8. januar 1982, 1983 eller 1984. Han er nordkoreansk politiker og formand for Koreas Arbejderparti samt den tredje og yngste søn af den afdøde nordkoreanske leder Kim Jong-il og hans kone Ko Young-hee. Siden slutningen af 2010 har Kim Jong-un været set som tronfølger til landets lederskab og efter bekendtgørelsen af hans fars død, blev han udnævnt som den "store efterfølger" af nordkoreansk stats-tv.

Han er Daejang (general) i Koreas Folkehær. Kim siges at have studeret datalogi privat i Nordkorea.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS