Rasende på Trump

Demokrater er vrede, efter det kom frem, at justitsministerium har beordret Apple til at udlevere deres data

William Barr (t.h.), der var en af justitsministrene under præsident Donald Trump, siger til netmediet Politico, at han i sin tid som minister 'ikke kendte til noget kongresmedlems oplysninger, der blev efterspurgt i en lækagesag'. Demokratiske ledere vil indkalde ham som vidne i ny skandalesag. (Arkivfoto)
William Barr (t.h.), der var en af justitsministrene under præsident Donald Trump, siger til netmediet Politico, at han i sin tid som minister "ikke kendte til noget kongresmedlems oplysninger, der blev efterspurgt i en lækagesag". Demokratiske ledere vil indkalde ham som vidne i ny skandalesag. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

USA's justitsministerium vil indlede en undersøgelse af tidligere præsident Donald Trumps administrations forsøg på at opsnappe data om demokratiske politikeres kommunikation.

New York Times har beskrevet, hvordan Trump-administrationen forsøgte at finde ud af, hvem der havde lækket oplysninger om en mulig forbindelse til Rusland.

Det fik justitsministeriet under Trump til at beordre it-giganten Apple og en anden, unavngiven udbyder til at udlevere data om nogle af hans politiske modstandere, skriver avisen.

Der er tale om såkaldt metadata, det vil siger telefonnumre og fortegnelser over opkald og beskeder - men ikke indholdet af beskeder eller samtaler.

Ministeriet beordrede også Apple til at holde det hemmeligt, skriver avisen.

Skal undersøges nærmere

Sagen skal nu undersøges af ministeriets interne vagthund, generalinspektør Michael Horowitz.

Hos Demokraterne er vreden stor, efter at oplysningerne er kommet frem i New York Times.

Kongresmedlem Adam Schiff er en af de to demokratiske politikere, som siger, at de af Apple har fået at vide, at justitsministeriet i perioden 2017-2021 har krævet at få data om dem.

Den anden er Eric Swalwell. Begge er medlemmer af efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus.

Trump forsøgte angiveligt at finde ud af, om det var dem, der havde lækket ødelæggende oplysninger om hans valgkampagnes bånd til Rusland i valgkampen i 2016.

Alvorlige anklager

Det er dog uklart, om Trump direkte har bedt justitsministeriet undersøge Schiff og Swalwell.

Overvågning af medlemmer af Kongressen er et alvorligt skridt. Det vil kræve en virkelig god begrundelse og godkendelse fra øverste sted i justitsministeriet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Justitsministeriet har under Trumps embedsperiode fået udleveret data på omkring 100 mennesker, skriver Reuters.

-Korrupt præsident

Det viser, at de var på "fisketur", siger Schiff. Han betegner Trump som en "korrupt præsident", der har politiseret justitsministeriet.

Forsøget på at få udleveret oplysninger om deres kommunikation er "et af de farligste angreb mod vores demokrati" fra den tidligere præsidents side, siger Schiff.

Senatets ledere overvejer ifølge nyhedsbureauet AFP at indkalde to af Trumps tidligere justitsministre, William Barr og Jeff Sessions, for at vidne i sagen.

- Det er et alvorligt magtmisbrug og et angreb mod magtens deling, siger flertalsleder Chuck Schumer og formanden for Senatets retsudvalg, Dick Durbin.

Iagttagere kalder det ifølge Reuters et af de alvorligste tilfælde at magtmisbrug fra en præsident siden Richard Nixon og Watergate-skandalen i 1970'erne.

Blå bog om Donald Trump

* Fulde navn: Donald John Trump.

* Født: 14. juni 1946.

* Fødested: Queens, New York City, USA.

* Forældre: Frederick C. og Mary Macleod Trump.

* Nationalitet: Amerikansk.

* Politisk parti: Det Republikanske Parti.

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Han har desuden fire børn fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Han har en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania fra 1968.

* Karriere: Han begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.

– 1971: Han overtog formelt virksomheden og omdøbte den senere til The Trump Organization. Hans fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.

– 2015: Han annoncerede, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– 2016: Han blev formelt valgt som partiets kandidat i juli.

– 2016: Han blev valgt til USA’s præsident i november 2016, som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.

– 2020: Han tabte kampen om at blive genvalgt som USA’s præsident til demokraten Joe Biden

* Andet: I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.

* Fritidsinteresser: Golf.

Kilder: Business Insider og Biography.com

Powered by Labrador CMS