-Situationen er kaotisk

Røde Kors' frivillige yder både praktisk og psykosocial støtte efter oversvømmelser flere steder i Europa

På motorvejen B265 i Erftstadt i det vestlige Tyskland er flere biler ramt af oversvømmelsen.
På motorvejen B265 i Erftstadt i det vestlige Tyskland er flere biler ramt af oversvømmelsen.
Udgivet Opdateret

Mere end 3500 frivillige fra Røde Kors hjælper til med evakuering og anden assistance, efter at oversvømmelser har ramt især det vestlige Tyskland og Belgien.

Det oplyser Røde Kors i en pressemeddelelse.

- I Tyskland har Røde Kors fuld fokus på at hjælpe med at evakuere og sikre basal hjælp til de mange tyskere, der har måtte forlade deres hjem, siger Signe Yde-Andersen, der er international programchef for Røde Kors i Danmark.

I Belgien har Røde Kors blandt andet leveret rent drikkevand, mad, tæpper og feltsenge til folk, der befinder sig på nødmodtagelsescentre.

Røde Kors har beredskab på plads

Signe Yde-Andersen fortæller, at Røde Kors har gjort sit for at forberede sig på situationen.

- Det afgørende er, at man har et beredskab på plads. Det vil sige, at man har tænkt over, at det kunne ske, allerede inden det sker.

- Situationen vil selvfølgelig altid være kaotisk og overvældende, men hvis man har en plan på plads, så er man klar til det, siger hun.

Fokus på mentalt helbred

Holland er også blevet ramt af oversvømmelser - dog i mindre grad end Tyskland og Belgien - og her har Røde Kors også haft fokus på folks mentale helbred.

- Det chok, man er ude for, når man står i sådan en situation, gør, at man med det samme har brug for nogen, der har øje for den virkelighed, man står i i forhold til den følelsesmæssige reaktion, man får.

- De frivillige i Røde Kors er uddannet til at tage de første snakke med folk i sådan en situation.

Bliver længere endnu

Den internationale programchef vurderer, at der kommer til at være brug for Røde Kors' hjælp i en tid endnu, selv om hun ikke kan sige præcis hvor lang tid.

- Hvis folk har mistet deres hjem, så vil der gå lang tid, før de kan komme tilbage. Så der går jo noget tid, før folk kan komme videre, siger hun.

Hun fortæller, at der ikke har været behov for hjælp fra frivillige fra Dansk Røde Kors.

Mindst 150 personer har mistet livet, efter enorme vandmængder har ramt Tyskland, Holland og Belgien og ført til oversvømmelser flere steder.

133 er døde i Tyskland, mens 20 er bekræftet døde i Belgien. Vandmængderne har også ødelagt mange hjem, skabt store trafikale udfordringer og ført til mangel på rent drikkevand.

Merkel i chok

- Jeg er rystet over katestrofen, som så mange mennesker lider under. Min medfølelse går til pårørende til de døde og savnede. Jeg takker de mange utrættelige hjælpere og beredskabstjenester fra hjertet, siger kansleren i en udtalelse ifølge jurist Steffen Seibert via Twitter.

Kilde: Twtitter
Powered by Labrador CMS