To dræbt af lyn

Søndag har der været voldsomt uvejr i dele af Norge. Det er sjældent med så mange lyn, siger meteorolog

To personer mistede livet og en tredje er hårdt kvæstet.
To personer mistede livet og en tredje er hårdt kvæstet.
Udgivet Opdateret

To personer er omkommet efter lynnedslag på toppen af fjeldet Melshornet i Hareid i Norge.

En tredje person er hårdt kvæstet og fragtet til et sygehus i Ålesund, som ligger i det sydvestlige Norge.

Det oplyser norsk politi søndag.

- Det er et lynnedslag, som har slået ned på toppen af Melshornet, og der var der tre mennesker. En er tilskadekommen, og de to andre er omkommet, siger operationsleder Borge Amdam til NRK - den norske pendant til DR.

Han fortæller, at politiet lidt efter klokken 17 fik melding om voldsomt uvejr med mange lyn og torden.

Hentet i helikopter

Kort efter fik de sendt en luftambulance afsted, som "klarede at komme igennem lyn og torden" og hente den tilskadekomne og en af de omkomne ned fra fjeldet.

Den anden omkomne blev senere hentet af en redningshelikopter.

Ifølge operationslederen har uvejrets hærgen givet politiet nok at se til.

Politi i området bad søndag eftermiddag alle på fjeldtur om at vende hjem i sikkerhed.

Vigtig information

- Alle, som er på fjeldtur i amtet, bedes komme ned og i tryghed. Flere meldinger om nødstedte folk på fjeldet. Kraftigt tordenvejr og regn kommer, skrev politiet 17.30 på Twitter.

I timen mellem klokken 14 og 15 søndag eftermiddag slog lynet ned over 3000 gange i Sydnorge, skriver NRK. På seks timer blev der registreret over 13.000 lynnedslag, viser lynradar fra Norges svar på DMI.

- Det er vigtigt, at folk er informerede. For det sker ikke så ofte, at der er så meget lynaktivitet, siger meteorolog Susanne Reuder til NRK.

Fjeldet Melshornet har en højde over havet på 668 meter. Det beskrives som et fjeld med en flot panoramaudsigt.

Pas på dig selv, når det lyner og tordner

-Søg ikke ly under træer, specielt ikke et enkeltstående træ, og heller ikke i et telt under et træ.

-Prøv at undgå tårne, åbne pladser, sejlbåde og høje bjerge.

-Lad være med at røre større elektrisk ledende genstande – f.eks. hegn, rækværk, vandhaner, varmeapparater eller apparater forbundet til el- og telefonnettene.

-Det er ret sikkert at være indenfor, men luk døre og vinduer og undgå som nævnt ledninger, telefonen og rørføringer. En lynafleder gør selvfølgelig huset mere sikkert, men der er aldrig fuld garanti for at den tager al strømmen.

-Selv om telefonkabler i dag er nedgravede, er der eksempler på, at lyn har fundet vej flere meter ned i jorden og videre gennem kablet. Det er dog ret sikkert at tale i telefon i dag under et tordenvejr og selvfølgelig meget sikkert i de ledningsløse mobiltelefoner. Man skal blot huske på, at det stadig er en elektrisk ledende genstand, man har i hånden.

-Det eneste, der faktisk er helt sikkert, er at sidde i et helt lukket, jordet metalbur (et såkaldt Faradays bur), hvor man ikke berører siderne. En bil med lukkede døre, vinduer og soltag er et sådant bur. Selvom dækkene er dårlige ledere, undslipper lynet via hjulene. Andre transportmidler såsom fly, toge og skibe, fungerer også som metalburer.

-Cykling kan være farligt. Mange tror fejlagtigt, at dækkenes isolerende evne beskytter, men man skal altså sidde i et lukket metalbur for at være helt beskyttet.

-I en båd med mast er der risiko for lynnedslag i masten. Hvis man bliver fanget på søen af et tordenvejr (ser lyn eller hører torden), er det altid en god regel at søge så langt væk fra masten som muligt, f.eks. bagerst i cockpittet eller i kahytten, og lade være med at røre elektrisk ledende genstande - heller ikke fiskestangen. Der kan bruges startkabler sat på stag eller vant (giver en slags bredmasket Faradays bur). I højrisiko-områder anbefales en rund mastetop i stedet for en spids. Læs her om en sejltur tværs gennem et tordenvejr (s. 33).

-Undgå helst badning.

Kilde: DMI
Powered by Labrador CMS