Toårig pige dræbt

Flere var fanget under murbrokkerne, efter at en eksplosion nær Dnipro fik en bygning til at styrte sammen

Udgivet Opdateret

En toårig pige er død, og 21 andre er sårede, efter at et luftangreb lørdag ramte en toetagers beboelsesejendom nær den ukrainske by Dnipro.

Det oplyser embedsmænd søndag.

Foruden beboelsesejendommen blev ti private hjem, en butik og en gasrørledning ødelagt i angrebet.

Trukket ud af murbrokkerne

Det oplyser regionens guvernør, Serhij Lysak, på beskedtjenesten Telegram søndag morgen ifølge nyhedsbureauet AFP.

- I nat blev liget af en pige trukket ud fra murbrokkerne af et hus i landsbyen Pidhorodne. Hun var lige fyldt to år, skriver han.

Natten til søndag oplyste guvernøren, at fem børn er blandt de sårede. Tre drenge er alvorligt såret og ligger på hospitalet.

Russisk missil slog ned

Lokale medier skriver ifølge nyhedsbureauet Reuters, at redningsarbejdere har trukket fire personer ud fra murbrokkerne i Pidhorodne.

Ifølge meldinger på sociale medier var det et russisk missil, der forårsagede eksplosionen. Angiveligt blev en bygning tilhørende en ukrainsk redningstjeneste også ramt.

Det ukrainske militær har ikke bekræftet, at der var tale om et missilangreb.

Folk under murbrokkerne

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, oplyser på Telegram, at eksplosionen fandt sted mellem to boliger.

- Desværre er der folk under murbrokkerne, skrev han natten til søndag ifølge Reuters.

- Igen beviser det, at Rusland er en terrorstat, tilføjede han.

Billeder på sociale medier viser redningsfolk, der arbejder ved en smadret bygning midt i bunker af ødelagte byggematerialer.

Rusland afviser, at landets militær går målrettet efter civile.

Børn evakueret

Tidligere lørdag blev to personer dræbt i et ukrainsk angreb i byen Sjebekino i den russiske Belgorod-region, der grænser op til Ukraine.

Det førte til, at hundredvis af børn blev evakueret fra området nær grænsen.

Det fortalte Belgorods guvernør, Vjatjeslav Gladkov.

- Børnene i Sjebekino er meget bekymrede for deres hjemby, oplyste Gladkov på Telegram efter at have evakueret omkring 600 børn fra distrikterne Sjebekino og Hrajvoron.

Ifølge guvernøren har Sjebekino gentagne gange i denne uge været udsat for angreb.

Redningsarbejdere hiver en mand ud fra murbrokkerne under en sammenstyrtet bygning i udkanten af Dnipro i det centrale Ukraine.
Redningsarbejdere hiver en mand ud fra murbrokkerne under en sammenstyrtet bygning i udkanten af Dnipro i det centrale Ukraine.

KORT OM KONFLIKTEN

Krigen i Donbass, også kendt som Krigen i Østukraine er en igangværende konflikt siden 2014 i regionen Donbass i det østlige Ukraine.

Konflikten startede efter Den ukrainske revolutionen i 2014 og Krimkrisen i 2014. Separatister overtog kontrollen med offentlige bygninger, og erklærede Donbass uafhængigt fra Ukraine. Den 6. april 2014 blev Folkerepublikken Donetsk oprettet i Donetsk oblast, dette markerer starten på konflikten. Den 27. april samme år blev Folkerepublikken Lugansk i Luhansk oblast oprettet. I alt er over 5.000 mennesker er meldt dræbt og over 1,5 millioner er drevet på flugt.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS