Trump er rasende

Ransagningen hænger ifølge Trumps søn sammen med dokumenter, som USA's Nationalarkiv ønsker udleveret

Udgivet Opdateret

Donald Trumps Mar-a-Lago-hjem i Palm Beach i Florida er blevet ransaget af FBI-agenter.

Det oplyser den tidligere præsident i en erklæring på sit eget sociale medie, Truth Social.

FBI har i lang tid efterforsket et dødeligt stormløb på den amerikanske Kongres i Washington D.C. den 6. januar 2021.

Det er uvist, om politiets ransagning af Mar-a-Lago hænger sammen med denne efterforskning.

- Det er mørke tider for vores land, hvor mit smukke hjem, Mar-a-Lago i Palm Beach, Florida, lige nu belejres, ransages og besættes af en stor gruppe FBI-agenter. Dette er aldrig før sket for en præsident i USA, skriver Trump i udtalelsen natten til tirsdag dansk tid.

'Unødvendig og upassende'

Den tidligere præsident skriver videre, at han har samarbejdet med alle relevante regeringsmyndigheder, og at ransagningen er "unødvendig og upassende".

Han kalder ransagningen for "et angreb fra de radikale, venstreorienterede demokrater, som for alt i verden ikke vil have, at jeg stiller op til præsidentvalget i 2024".

Trump var ifølge eget udsagn ikke varslet om ransagningen på forhånd.

- De brød endda ind i mit pengeskab!, skriver Trump, som samtidig spørger, hvad forskellen er på dette og Watergate.

Donald Trumps kontorer er blevet ransaget af FBI - og det er ikke noget, der huer, den tidligere amerikanske præsident.
Donald Trumps kontorer er blevet ransaget af FBI - og det er ikke noget, der huer, den tidligere amerikanske præsident.

Det omvendte

Watergate-skandalen førte til den republikanske præsident Richard Nixons tilbagetræden i 1974 efter et indbrud i Det Demokratisk Partis nationale kontor i bygningen Watergate i Washington D.C.

- Nu sker det omvendt, at Demokraterne bryder ind i hjemmet til USA's 45. præsident, skriver Trump.

Donald Trump skriver i sin erklæring ingenting om årsagen til ransagningen.

Den 76-årige republikaner, der var præsident fra 2017 til 2021, har været sat i forbindelse med flere efterforskninger, herunder for økonomiske forhold.

To efterforskninger mod Trump

Ifølge CNN har det amerikanske justitsministerium for tiden gang i to efterforskninger med forbindelse til Trump.

Den ene drejer sig om angrebet på Kongressen i januar sidste år, mens den anden drejer sig om Trumps håndtering af tophemmelige dokumenter.

Sidstnævnte handler om flere kasser med dokumenter, som burde være overdraget til Nationalarkivet i USA, efter at Trump forlod Det Hvide Hus.

Men i stedet tog Trump dokumenterne med sig til Florida.

FBI-agenter har ifølge Donald Trump ransaget hans Mar-a-Lago-hjem i Palm Beach i Florida. (Arkivfoto).
FBI-agenter har ifølge Donald Trump ransaget hans Mar-a-Lago-hjem i Palm Beach i Florida. (Arkivfoto).

Omkring Trumps kontor

En unavngiven kilde med kendskab til sagen fortæller til CNN, at ransagningen begyndte tidligt mandag morgen lokal tid. Betjente så ifølge kilden ud til at fokusere på det område af ejendommen, hvor Trumps kontorer ligger.

Donald Trump var ikke selv i Florida, da ransagningen blev gennemført.

Donald Trumps søn Eric Trump fortæller i et interview med tv-stationen Fox News, at ransagningen blev udført på baggrund af dokumenter, som Nationalarkivet ønsker udleveret.

I februar skrev Donald Trump i en erklæring ifølge Reuters, at det var korrekt, at han havde taget 15 kasser med dokumenter med hjem til sig selv.

I samme ombæring sagde han, at de efterfølgende var blevet udleveret til Nationalarkivet.

Blå bog om Donald Trump

* Fulde navn: Donald John Trump.

* Født: 14. juni 1946.

* Fødested: Queens, New York City, USA.

* Forældre: Frederick C. og Mary Macleod Trump.

* Nationalitet: Amerikansk.

* Politisk parti: Det Republikanske Parti.

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Han har desuden fire børn fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Han har en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania fra 1968.

* Karriere: Han begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.

– 1971: Han overtog formelt virksomheden og omdøbte den senere til The Trump Organization. Hans fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.

– 2015: Han annoncerede, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– 2016: Han blev formelt valgt som partiets kandidat i juli.

– 2016: Han blev valgt til USA’s præsident i november 2016, som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.

– 2020: Han tabte kampen om at blive genvalgt som USA’s præsident til demokraten Joe Biden

* I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.

* Fritidsinteresser: Golf.

Kilde: Kilder: Business Insider og Biography.com

15 flyttekasser

The Washington Post har tidligere skrevet, at de 15 flyttekasser var fulde af breve, notater og i nogle tilfælde fortrolige dokumenter, herunder breve til og fra Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Trumps håndtering af dokumenterne kan være i strid med den såkaldte Presidential Records Act. Den siger, at diverse former for kommunikation, der går til og fra præsidenten i embeds medfør, skal gemmes.

FBI's hovedkontor i Washington D.C. samt dets lokalkontor i Miami har begge afvist at kommentere oplysningerne om ransagningen, skriver Reuters.

Powered by Labrador CMS