USA: Nyt masseskyderi

Flere dræbt og mange sårede

Udgivet Opdateret

Opdateret 22.38:

Mindst seks personer er dræbt og mindst 24 er såret ved et skyderi mod en 4. juliparade i en forstad til Chicago.

Det oplyser politiet på en pressekonference ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig lover præsident Joe Biden at fortsætte kampen for at stoppe "epidemien" af våbenvold i USA.

Paraden på USA's nationaldag blev altså beskudt i en park i Chicago-forstaden, Highland Park, meddeler det lokale politi på Twitter.

Paraden blev brat standset af skud - kun ti minutter efter, at den var begyndt omkring klokken 10 lokal tid (klokken 17.14 dansk tid).

- Hundredvis af mennesker satte i løb for at komme i sikkerhed, skriver The Chicago Sun-Times.

En politibetjent løber over en gade efter et skyderi ved en 4. juli parade ved Chicago-forstaden Highland Park, Illinois.
En politibetjent løber over en gade efter et skyderi ved en 4. juli parade ved Chicago-forstaden Highland Park, Illinois.

Alle løb skrigende væk og søgte dækning, rapporterer tv-stationen CBS 2.

Et vidne siger til CNN, at der blev løsnet mellem 20 og 25 skud, mens andre siger, at de talte omkring 40 skud.

Blev beskudt fra tag

Politiet siger, at paraden blev beskudt fra et tag. En riffel blev fundet på stedet.

Gerningsmanden er ikke pågrebet, og politiet har sat en omfattende eftersøgning er i gang.

Der er ingen tegn på, at gerningsmanden har taget gidsler eller har barrikaderet sig et sted. 

Politiet siger, at de søger efter en hvid mand, som menes at være 18-20 år. 

Han skulle have langt, mørkt hår.

Folk i området bliver rådet til at søge indendørs og undgå den centrale del af forstaden.

Kampen mod rædsel

Nancy Rotering, som er borgmester i Highland Park, fordømte volden.

- På en dag, hvor vi er samlet for at fejre vort samfund og friheden, kommer vi i stedet til stå med sorg - tragiske tab af menneskeliv og kampen mod den rædsel, som vi blev ofre for, sagde hun.

Skyderiet sker på et tidspunkt, hvor USA er rystet over flere skudangreb - ikke mindst en massakre på 19 skolebørn og lærere den 24. maj i Uvalde, Texas og et angreb i et supermarked i Buffalo, i New York, den 14. maj, hvor ti personer blev skudt og dræbt.

Powered by Labrador CMS