Lotto: To millionkuponer købt i samme butik

To kuponer, to millionærer, én butik.

For første gang er der solgt to millionkuponer til samme udtrækning – i samme butik. Foto: Danske Spil.
Udgivet Opdateret

Hele to kuponer, der har udløst milliongevinster, er købt i samme butik.

Derudover udløste endnu to kuponer en gevinst på den anden side af millionen.

Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Det er Føtex i Havnegade i Korsør, der har solgt de to kuponer.

“Den ene af de to millionærer har vundet førstepræmiepuljen på 6.136.379 kroner, mens den anden har vundet 1 million kroner via Millionærgarantien. Den person havde 0 rigtige på sin kupon”, oplyser Danske Spil.

Teoretisk kan det jo også være samme person, der er ejer af begge kuponer. I så fald er vedkommende nu mere end 7 millioner kroner værd.

Det er første gang siden 2009, at Føtex Korsør udklækker en millionær. Dengang var der en heldig vinder, der vandt 2,2 millioner kroner på Onsdags Lotto.

Det var ikke kun i Korsør, der blev vundet millioner. To andre steder kastede Millionærgarantien også millioner af sig. En heldig spiller fra Kalundborg Kommune vandt nemlig 1 million kroner ved at have 0 rigtige, mens en anden heldig spiller har købt sin kupon i Fakta på Frederikssundsvej 44, 2400 København NV. Den sidste havde fire rigtige.

Millionærgarantien bliver trukket blandt alle spillede rækker, og man kan altsåvinde, hvis man har 0 rigtige.

Powered by Labrador CMS