ANNONCE

Uheld i hjemmet: Dansker misser tourstart

26. august 2020 12:50 | Af: Ritzau Fokus

Lars Michaelsen har slået sin skulder og når ikke at blive frisk til at møde op i Nice i weekenden til Touren.

Uheld i hjemmet: Dansker misser tourstart
NTT's ledende sportsdirektør, Lars Michaelsen, går glip af Tour-starten, da han har beskadiget sin skulder. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Scanpix

NTT-sportsdirektør Lars Michaelsen går glip af Tour de France-starten efter at være kommet til skade i sit hjem. Det meddeler holdet onsdag i en besked på WhatsApp.

– Vores ledende sportsdirektør, Lars Michaelsen, vil desværre ikke slutte sig til holdet i Nice til Grand Depart (Tour-starten, red.), skriver holdet.

– Han havde et uheld i hjemmet i weekenden, hvor han beskadigede sin skulder, og han er ikke kommet sig nok til at nå starten af Tour de France.

I hans sted vil den resterende gruppe af sportsdirektører overtage de opgaver, Lars Michaelsen har, indtil han er frisk nok til at komme til Frankrig.

– Vi ønsker Lars en hurtig bedring og ser frem til at byde ham velkommen snart, skriver holdet.

Der er dog fortsat dansk islæt på det sydafrikanske NTT-hold, når starten går i Nice.

Dels er Bjarne Riis øverste sportslige ansvarlige på holdet, efter at han sammen med rigmanden Lars Seier Christensen købte 30 procent af holdet.

Derudover er Michael Valgren blandt de otte ryttere, holdet stiller til start med.

De syv øvrige ryttere på holdet er Domenico Pozzovivo, Max Walscheid, Michael Gogl, Roman Kreuziger, Edvald Boasson Hagen, Giacomo Nizzolo og Ryan Gibbons.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu