ANNONCE

Uhyggelig coronarekord: Her er det galt

10. juli 2020 22:50 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Især fire lande har bidraget til den største stigning i antallet af nye coronatilfælde globalt på et døgn.

Uhyggelig coronarekord: Her er det galt
WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus siger fredag, at eksempler som Italien, Spanien og Sydkorea viser, at udbrud kan komme under kontrol, uanset hvor slemme de er. (Arkivfoto). Foto: Pool New/Reuters

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har på verdensplan fredag registreret 228.102 nye tilfælde af coronavirus på 24 timer. Det er den hidtil største stigning registreret på et døgn, siden pandemien brød ud.

Det er især USA, Brasilien, Indien og Sydafrika, der har bidraget til den negative rekord. Den forrige rekord var 212.326 tilfælde på et døgn. Den blev sat 4. juli. Antallet af bekræftet døde som følge af coronavirus ligger stabilt på omkring 5000 om dagen.

Globalt er der registreret 12.337.075 tilfælde af coronavirus, viser en opgørelse fra Johns Hopkins University, der følger coronasituationen tæt. Der er konstateret 556.211 dødsfald på verdensplan relateret til coronavirus, viser samme opgørelse.

Ifølge WHO er det fortsat muligt at få udbruddene af coronavirus under kontrol, selv om antallet af smittede er mere end fordoblet over de seneste seks uger.

Det er parentes bemærket umuligt at sammenligne landes smitteudbrud, når de baseres på de absolutte tal. Altså må det forventes, at flere amerikanere bliver smittet, fordi der enkelt nok findes flere amerikanere end danskere.

De gode eksempler

WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus siger fredag, at eksempler som Italien, Spanien og Sydkorea viser, at udbrud kan komme under kontrol, uanset hvor slemme de er.

– Der er mange eksempler fra forskellige dele af verden, der har vist, at selv om et udbrud er meget intenst, så kan det stadig komme under kontrol, siger WHO-chefen ved et virtuelt pressemøde, skriver nyhedsbureauet AFP.

Han påpeger, at det kræver “resolut handling kombineret med nationalt sammenhold og international solidaritet” for at få bugt med pandemien.

Coronavirusset stammer fra den kinesiske millionby Wuhan, hvor det brød ud i slutningen af 2019. Siden da har det bredt sig til hele verden. Det menes at stamme fra et marked, hvor der blev solgt kød fra vilde dyr.

Gode danske tal

Danmark har godt fat om den lokale epidemi. Det fortalte speciallæge i infektionssygdomme og lektor i global sundhed på Aarhus Universitet Christian Wejse tidligere fredag til Ritzau. Her hjemme er 30 nye tilfælde noteret det seneste døgn.

I alt 12.888 personer i Danmark er blevet bekræftet smittet i hele perioden. Ingen mennesker er døde smittet med coronavirus siden mandag.

– De områder, hvor der har været nogle relativt store udbrud – Hjørring og Solrød eksempelvis – har de i et stykke tid været nede under 10 smittede per 100.000 indbyggere. Det er en meget følsom markør, der viser, hvor der er gang i noget. Og derfor er det virkelig positivt, når der er så få kommuner, hvor der er smittede – og ingen kommuner med et højt antal smittede, sagde Wejse tidligere.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu