Uhyggeligt nyt i sag om teenage-skyderi

10. september 2019 10:43 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Newsbreak.dk

Foregik på institution.

Uhyggeligt nyt i sag om teenage-skyderi
Politiet troppede massivt op på Fensmarksgade, Nørrebro. Foto: Presse-fotos.dk

(Citathistorie fra 24Syv)

”Formentlig et opgør mellem to unge mennesker, som kender hinanden”. Sådan beskrev Københavns Politi skyderiet torsdag den 5. september, hvor en teenager blev ramt af skud i brystet. Det skete ifølge politiet indenfor i en ejendom og blev ikke vurderet til at være banderelateret.

– Vi får anmeldelsen, da personer, som er til stede i bygningen, ringer efter ambulance og politi, sagde vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, Jesper Beuschel, til Ritzau den torsdag aften.

Da en 17-årig ung mand dagen efter blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret, fremgik det af sigtelsen, at episoden fandt sted på adressen Fensmarksgade 65 på Nørrebro i København.

Adressen huser Den Flyvende Hollænder, der er et døgnbehandlingstilbud for børn og unge, som begår alvorlig personfarlig kriminalitet. Officielt beskriver stedet sig som en døgntilbud til kriminalitetstruede unge. Flere anonyme kilder bekræfter over for Radio24syv, at det var her skyderiet fandt sted.

Københavns Kommune ønsker ikke at udtale sig om sagen og henviser til, at sagen efterforskes af politiet samt, at grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, og at både offeret og den sigtede er beskyttet af et navneforbud.

Anmeldelsen indløb 18.15. Den sigtede blev anholdt ved 21.00-tiden

Er der styr på det?

Om de unge på institutionen kan man på Københavns Kommunes egen hjemmeside læse følgende: ”De slås desuden ofte med problemer, der udspringer fra et omsorgssvigtende opvækstmiljø. Målet med behandlingen er at bygge bro til det omgivende samfund og bedst muligt integrere de unge i en så normal tilværelse som muligt”.

Hos Det Konservative Folkeparti vækker oplysningerne bekymring hos Line Ervolder, der er medlem Socialudvalget.

”Såfremt det er tilfælde, at der har været en skudepisode på en institution, må vi se på, om vi har det rigtige personale og de rigtige normeringer,” siger Line Ervolder. Hun understreger, at hun udtaler sig generelt og ikke om den konkrete episode.

Den 17-årige, der er af anden etnisk oprindelse, blev anholdt tre timer efter skyderiet. Han er sigtet for forsøg på manddrab og for at have været i besiddelse af en skarpladt pistol. Under grundlovsforhøret ønskede han ikke at afgive forklaring i retten, men vedstod den forklaring, han tidligere havde afgivet til politiet.

Han blev varetægtsfængslet i surrogat i 24 dage på grund af sin unge alder. Dommeren mente, at der var bestyrket mistanke om overtrædelse af våbenloven, men fandt ikke at der var begrundet mistanke om drabsforsøg.

Offeret er uden for livsfare.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu