Uklarhed om nye synsregler: Træder i kraft om tre dage

17. maj 2018 15:05 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

Der træder nye regler for bilsyn i kraft på søndag, men det står endnu ikke helt klart, hvad de betyder.

På søndag træder der en række helt nye regler for bilsyn i kraft.

Reglerne bliver indført, for at harmonisere med EU-lovgivningen, så der kommer fælles minimumsstandarder for bilsyn i hele Europa. Reglerne betyder blandt andet en række fejl, der ind til nu har givet en betinget godkendelse fremover vil kræve et omsyn.

Her på Newsbreak.dk har vi tidligere omtalt, men vi har nu forsøgt at gå på jagt efter en mere fyldestgørende oversigt over ændringerne. Det har dog ikke vist sig helt let.

Newsbreak.dk har bedt FDM, Foreningen af Danske Motorejere, om hjælp, men FDM henviser til de ansvarlige myndigheder, Færdselssstyrelsen.

Færdselsstyrelsen er nemlig fortsat selv i gang med at lave en liste over ændringerne. Newsbreak.dk har bedt Færdselsstyrelsen om en oversigt over de fejl, der nu kan blive betinget godkendt, men som med de nye regler vil udløse et omsyn.

Styrelsen svarer i en mail, at man er ved at lave netop sådan en liste, og at den vil blive lagt på Færdselsstyrelsens hjemmeside, når den er klar. I galleriet ovenfor kan du se en liste over, de ændringer, som vi indtil videre har fundet frem til

Bilsyns-ejer: Dårlig information

En af dem, der har ændringerne helt tæt inde på kroppen, er Stig Rasmussen. Han er indehaver af Trekantens Bilsyn i Grindsted. Men heller ikke han kan give Newsbreak.dk et fuldt overblik over de nye regler. Han har nemlig heller ikke fået information fra Færdselsstyrelsen om de præcise ændringer. Han er indtil videre henvist til at læse i EU-direktivet og selv sammenligne med de nuværende danske regler.

– Vi er blevet meget dårligt informeret, siger han.

Han ville gerne have haft nogle vejledninger og uddybninger af de nye regler fra myndighederne i bedre tid. Nu går han og tjekker sin mail konstant for at se, hvornår der dukker noget op i indbakken, så han kan nå at informere sine medarbejdere inden de tirsdag møder ind og skal til at syne efter de nye regler.

– Vi bliver klar. Selvfølgelig gør vi det, men vi afventer stadig, at Færdselsstyrelsen melder noget ud, for det har de jo lovet, siger Stig Rasmussen.

– Jeg har ni medarbejdere, som jeg skal have instrueret til på tirsdag til, hvordan de skal gøre, og vi har intet information fået.

Stig Rasmussen fortæller, at bilejerne vil kunne opleve en del tilfælde, hvor de før har kunnet få betinget godkendelse – altså få bilen med påbud om at sørge for at få ordnet en mindre fejl – som nu vil give en del mere besvær i form af et omsyn.

– Det, der er den store forskel fra i dag, det er sådan noget som lygtefejl. Altså lygter, hvor pæren er gået eller indstillet forkert.

Ændrer ikke selve synet

FDM vurderer, at de nye regler kommer til at betyde at en tredjedel flere biler skal til omsyn.

Færdselsstyrelsen oplyser på sin hjemmeside, at de nye EU-regler er indført for at sikre, at der er ens minimumsstandarder for syn af køretøjer i alle EU-lande.

– De nye regler betyder ikke, at selve synet ændrer sig, skriver Færdselsstyrelsen.

Der bliver heller ikke ændret på reglerne for, hvor ofte køretøjer skal til syn.

Newsbreak.dk har spurgt Færdselsstyrelsen om en kommentar til kritikken, men styrelsen er endnu ikke vendt tilbage på henvendelsen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu