ANNONCE

Ulla døde af syvdobbelt dosis

12. august 2020 19:10 | Af: Ritzau Fokus

Ulla Pedersen døde af forgiftning med stoffet MTX. 12 patienter er gennem den seneste snes år døde af stoffet.

Ulla døde af syvdobbelt dosis
En sygeplejerske er anklaget for at have givet en 89-årig kvinde for meget medicin. Så meget, det endte med at koste hende livet. Foto: Colourbox.

Hver mandag morgen skulle 89-årige Ulla Birthe Frank Pedersen have haft seks piller med medicinen Methotrexat, kaldet MTX.

Kun hver mandag.

Men en sygeplejerske doserede på et hjemmebesøg i november 2017 medicinen til indtagelse dagligt – altså syvdobbelt dosis.

Fem dage efter, at tabletterne var lagt i doseringsæskerne, blev Ulla Pedersen så dårlig, at hun måtte indlægges. Tre dage efter døde hun af MTX-forgiftning.

Der er gået næsten tre år siden dengang, og sagen har været under en langvarig behandling. Den er mundet ud i, at Statsadvokaten i København vil have sygeplejersken straffet for uagtsomt manddrab.

Onsdag ved Retten på Frederiksberg sidder den 55-årige sygeplejerske på anklagebænken. Hun erkender, at have doseret tabletterne fejlagtigt, men afviser, at der skulle være tale om uagtsomt manddrab.

Det centrale omdrejningspunkt i sagen er et medicinskema. På det står der anført, hvilke præparater Ulla Pedersen skulle have, i hvilken periode og i hvilken dosis.

Ud for MTX’en er perioden 8.-22. november angivet. På samme linje står der, at der skal gives 6 x 2,5 milligram om morgenen. På samme linje igen er der et felt til særlige kommentarer. Det er tomt.

– Det burde have fremgået der, at det kun skulle gives ugentligt, fortæller sygeplejersken under onsdagens afhøring.

Det gjorde det ikke. Det stod på linjen ovenover, og det overså sygeplejersken og den yngre kollega, som var med hende ude på Peter Bangs Vej på Frederiksberg hos Ulla Pedersen den skæbnesvangre tirsdag.

Uagtsomt?

Sagens kerne er, hvorvidt den 55-årige kvinde burde have bemærket dette, da hun lagde pillerne i doseringsæskerne. Altså om der blev handlet uagtsomt, som det hedder på jurasprog, eller om der alene var tale om en ulykkelig fejl.

– Hvis jeg havde bemærket det, så havde jeg aldrig doseret til hver dag, fortæller kvinden, som ud over den juridiske bistand fra sin forsvarer Thomas Hess-Petersen ved dagens retsmøde får moralsk bistand fra tre fremmødte veninder.

På tilhørerrækkerne sidder også Ulla Pedersens pårørende. Hendes datter og to børnebørn er mødt frem for at få kastet lys over, hvad der skete med “Momse”, som et af børnebørnene kalder hende.

Afspiller lydfil

Anklager Stine Hagstrup afspiller under retsmødet en lydfil med et opkald til vagtlægen. Det foregår fem dage efter doseringen.

På optagelsen hører man sygeplejersken ringe op og fortælle, at hun er hos Ulla Pedersen påny, og at patienten klager over smerter i mund og svælg.

Sygeplejersken genkender dette som bivirkning ved MTX fra hendes tid på en afdeling for kræftsyge børn, og hun ved, at det kan være alvorligt.

Under opkaldet går det op for sygeplejersken, som står med medicinskemaet i hånden, at der er sket en fejldosering, og at hun selv står bag.

– Nu må du ikke være for hård ved dig selv, hører man lægen i den anden ende af samtalen sige afsluttende, inden der bliver lagt på.

Hvorvidt sygeplejersken kan siges at have haft skyld i sagen, afgør retten fredag. Men noget tyder på, at hun ikke står alene med ansvaret. For det er ikke første gang, at MTX har kostet liv.

Patienterstatningen oplyste i maj i fjor, at der i perioden 1997-2018 var blevet registreret 12 dødsfald, hvor fejldosering af MTX var årsagen.

Og i november i fjor udsendte Lægemiddelstyrelsen en advarsel til 10.000 læger og andet sundhedspersonale om risikoen for fatal fejldosering af præparatet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu