Ulovlige sprøjtemiddelsrester fundet i grundvand

20. februar 2020 21:39 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Rester af to ukrudtsmidler, der aldrig har været godkendt i Danmark, er blevet fundet i stor screening.

Ulovlige sprøjtemiddelsrester fundet i grundvand
Selv om der er fundet sprøjtemidler i grundvandet, kan man ifølge vandselskaber godt drikke vandet i hanen. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Scanpix

Stoffer fra forbudte sprøjtemidler og hormonforstyrrende stoffer er blevet fundet i prøver af grundvandet.

Det viser den største undersøgelse af grundvandet, som Miljøstyrelsen nogensinde har lavet.

Artiklen fortsætter under videoen. 

I alt er 236 vandboringer blevet undersøgt for 415 pesticider. I seks boringer er der samlet fundet ti pesticider i for høje koncentrationer. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Miljøministeriet.

Der er fundet tre stoffer, som stammer fra ulovlige ukrudtmidler, der aldrig har været tilladt i Danmark.

Derudover er der fundet svampemidlet amitrol, som er hormonforstyrrende.

– Det er helt uacceptabelt, at ulovlig brug af sprøjtemidler i landbruget har ført til forurening af vores grundvand. Det danske drikkevand er helt unikt, og det skal vi passe på – også til kommende generationer, siger miljøminister Lea Wermelin (S) i en pressemeddelelse.

Hun tilføjer, at Miljøstyrelsen nu vil styrke kontrollen af ulovlig import af sprøjtemidler, og at mere arbejder venter forude.

– Der, hvor der er fundet et hormonforstyrrende stof i grundvandet, er vandværker og kommuner blevet bedt om at teste drikkevandet, siger miljøministeren.

Med den nuværende viden er der ikke nogen sundhedsmæssig risiko forbundet med ni af de ti fundne pesticider, der var over grænseværdien.

Det gælder dog ikke for amitrol, som skal vurderes, hvis det bliver fundet i drikkevand – og ikke kun i grundvand.

Kræver øget kontrol

Hos Danmarks Naturfredningsfredning mener præsident Maria Reumert Gjerding, at kontrollen skal op i gear.

– De her stoffer er jo ulovlige af en årsag. Fordi de enten udgør en meget stor risiko for vores drikkevand eller sundhed.

– Og det viser jo desværre, at der i årevis ikke har været en god nok kontrol med brugen af sprøjtegifte eller overvågningen af vores grundvand, når vi nu finder stadig flere ulovlige stoffer, siger hun i en pressemeddelelse.

Bekymrende fund

Hos Danva, der er interesseorganisation for drikkevands- og spildevandsselskaber, kalder man fundene bekymrende.

– Det er foruroligende, at vi finder stoffer i grundvandet, som vi ikke på nogen måde forventer, der skulle være, siger Claus Vangsgaard, der er seniorkonsulent hos Danva

Han mener ikke, at man skal bekymret for at drikke det vand, der kommer ud af hanen.

– De her fund, der har været, er i meget begrænset antal, så forbrugerne skal ikke være bekymrede for at drikke deres vand, siger han.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu