Ulykke i blæsten: Bil ramt af 25 meter højt træ

17. marts 2018 16:01 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

En bil blev lørdag eftermiddag ramt, da et træ væltede ud på en vej ved bandholm på Lolland.

Ulykke i blæsten: Bil ramt af 25 meter højt træ
En person kom til skade ved ulykken, men heldigvis var der ikke tale om alvorlige skader. Foto: Colourbox

Lørdag eftermiddag har det kraftige blæsevejr været skyld i en dramatisk ulykke i krydset mellem Skolevej og Skibetvej nord for Maribo på Lolland.

Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Søren Østervig til Newsbreak.dk.

– Det er et træ, der vælter ned over en kørende bil. Der er en person, der bliver fastklemt. Det er føreren af bilen, som er bragt til sygehuset. Personen var ved bevidsthed og var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade, fortæller Søren Østervig.

Ifølge anmeldelsen var der tale om et træ, der var 25-30 meter højt.

Vejkrydset har været spærret siden ulykken.

– Man er ved at skære det op derude, og vi forventer, at der bliver åbnet igen om en halv times tid, fortæller Søren Østervig kort før klokken 16

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu