ANNONCE

Ulykke: Trafikmedarbejder påkørt med 110 km/t

16. juli 2020 19:54 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Var ved at sætte trafikkegler op på motorvejen for at sikre, at en lastbil trygt kunne skifte dæk, da medarbejderen blev ramt af en bil.

Ulykke: Trafikmedarbejder påkørt med 110 km/t
Føreren af tavlevognen er blevet kørt på traumeafdelingen på Kolding Sygehus. Arkivfoto: Scanpix.

Sydøstjyllands Politi er torsdag aften til stede på Taulovmotorvejen – fra Kolding N mod Fredericia mellem motorvejskryds Kolding og Taulov – efter en frygtelig ulykke.

Her skulle en lastbil skifte dæk. For at sikre, at det kunne ske i tryghed for bilister, kom en tavlevogn ud til stedet.

Føreren af tavlevognen begyndte derefter at sætte trafikkegler op, for at advare trafikanter om, at de skulle nedsætte hastigheden.

Under det arbejde blev trafikmedarbejderen påkørt af en bil med cirka 110 km/t.

– Ulykken sker her klokken 19.13. Føreren af tavlevognen er kørt på traumeafdelingen på Kolding Sygehus, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Jørn Bystrup, til Newsbreak.dk.

– Det er klart, at det er alvorligt, når man bliver ramt med høj hastighed. De 110 km/t er en cirkahastighed. Der er så vidt vi er orienteret sket brud på arme og ben, siger vagtchefen, der ikke kender den kvæstedes tilstand yderligere.

Politiet er fortsat til stede på motorvejen mens der laves tekniske undersøgelser af ulykken.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu