ANNONCE

Kastet ud af bilen – død af sine kvæstelser

19. december 2020 13:30 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En 58-årig mand er omkommet efter en ulykke på Varde Landevej lørdag morgen.

OPDATERING 13.30:

En 58-årig mand fra lokalområdet er omkommet efter en alvorlig ulykke på Varde Landevej mellem Nordenskov og Tofterup lørdag morgen.

Det oplyser vagtchef Ole Aamann fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Newsbreak.dk:

– Vi får anmeldelsen klokken 8.06. Det er en lastbilchauffør, der kommer forbi og ser en bil i grøften, og en mand, der ligger bevidstløs ved siden af, siger vagtchefen.

Den 58-årige mand blev kort efter fløjet til Skejby Sygehus, men er nu død af sine kvæstelser.

Undersøgelser fra stedet viser, at manden under kørsel er kommet ud i rabatten i højre side af vejen. Her griber han i rattet, og da bilen igen får vejgreb bliver den nærmest katapulteret over i modsatte side af vejen.

Her flyver bilen omtrent 20 meter og lander i grøften. Føreren, der ikke har sikkerhedssele på, bliver kastet ud af bilen og slået bevidstløs.

Den 58-årige var den eneste person i bilen.

Mandens pårørende er underrettet.

ORIGINALARTIKEL:

Der er lørdag morgen sket en alvorlig ulykke på Varde Landevej mellem Nordenskov og Tofterup.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Ved ulykken er en bil kørt i grøften, og en person er kommet alvorligt til skade.

Personen er fløjet til sygehuset med helikopter.

Politiet skriver, at man nu foretager undersøgelser på stedet – der må derfor forventes trafikale udfordringer.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu