ANNONCE

Umuligt? Omstridt strategi langt fra at virke

30. maj 2020 07:46 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

I storbyer som New York City, London og Stockholm har under 20 procent udviklet antistoffer mod virusset.

Nye studier om antallet af coronasmittede over hele verden viser, at storbyer som New York City, London og Stockholm er langt fra en flokimmunitet.

Den amerikanske avis The New York Times har samlet smittetal fra en række landes sundhedsmyndigheder og sammenlignet dem.

Flere eksperter spår, at en flokimmunitet over for virusser som eksempelvis coronavirus kræver, at mellem 60 og 80 procent af befolkningen skal have været smittet og dermed have udviklet antistoffer mod virusset.

Men storbyer verden over er langt fra at nå det antal smittede, skriver The New York Times.

Alle under 20 procent

I USA’s største by, New York City, der ifølge Johns Hopkins University har registreret over 200.000 smittede, har 19,9 procent af byens 8,4 millioner indbyggere udviklet antistoffer.

Det er flest af alle byer i The New York Times’ sammenligning.

Herefter følger Englands hovedstad, London, med 17,5 procent.

I Stockholm i Sverige, der har valgt en mindre restriktiv strategi end andre lande, herunder Danmark, har under otte procent udviklet antistoffer.

Usandsynligt at opnå

Ifølge Michael Mina, der er epidemiolog på universitetet Harvard i USA, viser tallene, at det er meget usandsynligt, at en flokimmunitet kan opnås i den nærmeste fremtid.

– Vi har ikke en sikker måde at opnå den på den korte bane. Medmindre vi lader virusset løbe løbsk igen, og det har samfundene besluttet ikke er en mulighed, siger Michael Mina til The New York Times.

I Danmark er der blevet registreret 11.593 smittede viser tal fra Statens Serum Institut fredag.

Det svarer til, at 0,2 procent af befolkningen er blevet registreret som smittet.

Antallet af smittede i Danmark kan være langt højere, da alle med symptomer ikke er blevet testet.

Ingen gang på jord i Danmark

Astrid Iversen, der er professor i virologi og immunologi ved University of Oxford i Storbritannien har tidligere fortalt, at flokimmunitet er stort set umuligt at opnå i Danmark:

– Baseret på al den forskning, der findes om coronavirusser generelt, vil den ny coronavirus sandsynligvis følge samme mønster og give samme immunrespons, som coronavirusser i udgangspunktet gør, nemlig en ganske kortvarig beskyttende immunitet.

– Så antistofferne vil med al sandsynlighed være væk, inden vi har opnået flokimmunitet, siger hun til Berlingske.

– Flokimmunitet vil medføre megen sygdom og død og kan med al sandsynlighed alligevel ikke lade sig gøre, siger Astrid Iversen.

For at undgå smitte i hverdagen er det fortsat vigtigt, at man ofte sørger for at vaske sine hænder. I galleriet ovenfor kan du se, hvilke ting du altid skal vaske hænder efter at have rørt.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu