Spar en formue: Sådan sænker du el-forbruget

20. januar 2019 13:56 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Hårde hvidevarer samt underholdningsapparater som tv og spillekonsoller udgør mere end to tredjedele af danskernes elforbrug.

Del:

Tv, computer og spillekonsoller er blandt de største strømslugere i de danske hjem.

Således går 35 procent af en typisk dansk families elforbrug til at holde underholdningsapparaterne kørende, viser en opgørelse fra Energistyrelsen.

Strømforbruget ved for eksempel at spille PlayStation og streame film på Netflix er kun lige netop overgået af hårde hvidevarer som vaskemaskine, tørretumbler, køleskab og opvaskemaskine, der samlet står for 36 procent af elforbruget.

Men forbruget kan ofte reduceres, uden at det kræver den helt store indsats. Energistyrelsen, Bolius og energiselskabet NRGi kommer her med fire gode råd.

1) Få styr på forbruget

Start med at finde ud af, om – og i så fald hvor – du egentlig har et problem med elforbruget.

Det kan du for eksempel gøre ved at købe eller låne dig til en el- eller energimåler.

– Den kan udregne det aktuelle forbrug for de forskellige apparater, siger Henrik Bisp, der er fagekspert inden for blandt andet huseftersyn hos boligejernes videnscenter Bolius.

Den kan eksempelvis give svar på, hvad fjernsynet bruger af strøm, når det står på standby – eller om køleskabet trænger til at blive skiftet ud.

2) Sluk for standby

Underholdningsapparater, der ser slukkede ud, men egentlig ikke er det, er et område, hvor det er nemt at gøre en forskel.

– Nogle apparater sluger mere strøm, end man lige umiddelbart skulle tro, siger Henrik Bisp.

Og selv om du ikke vil kunne se det på dagen, vil der være penge at spare på sigt ved at slukke helt for eksempelvis tv, radio, spillekonsol og anlæg, når du alligevel ikke bruger dem.

– Fra man lukker for tv’et om aftenen, til man tænder det igen dagen efter, giver det god mening at slukke på kontakten i stedet for at lade det være på standby, siger Henrik Bisp.

Det samme kan du i øvrigt gøre med din internetrouter, mens du er på arbejde eller om natten.

Ifølge NRGi Elsalg kan du spare 500-1000 kroner om året, hvis du husker at slukke for apparater som spillekonsol, computer, tv og anlæg, når du ikke bruger dem.

3) Fyld maskinenerne – og sænk temperaturen

Når det kommer til de hårde hvidevarer, er der penge at hente ved at fylde maskinerne bedre op inden brug, skriver Energistyrelsen på sin hjemmeside.

– I gennemsnit vasker vi danskere kun 3,2 kilo tøj ad gangen, selv om vores vaskemaskiner er beregnet til mellem 5 og 8 kilo, skriver styrelsen.

Hvis du samtidig halverer varmegraderne og vasker ved 20 eller 30 grader i stedet for 40 eller 60 grader, sparer du op mod 55 procent af elforbruget – og flere hundrede kroner.

I stedet for tørretumbleren råder både Energistyrelsen og NRGi til, at du tørrer tøjet på en tørresnor udenfor.

– Hver tumbling i en B-mærket tørretumbler koster cirka seks kroner, skriver Energistyrelsen.

Tricket med at fylde godt op og sænke temperaturen gælder i øvrigt også opvaskemaskinen.

– En opvask, der klares på 50 grader i stedet for 65 grader, betyder en strømbesparelse på 10-20 procent, forklarer Lene Krakau, der er direktør for kundeservice i NRGi Elsalg.

4) Udskift gammelt udstyr

Det kan også være, du skal overveje at skifte nogle af de hårde hvidevarer, du har stående, ud med nogle nye. Det giver en omkostning her og nu, men vil ofte kunne betale sig på sigt.

– De penge er hurtigt tjent ind igen, hvis man køber noget, der er mere energivenligt, siger Henrik Bisp fra Bolius.

Er du i tvivl om, hvorvidt dine apparater sluger for meget strøm – eller vil du bare have styr på dit strømforbrug – har Energistyrelsen på sin hjemmeside sparenergi.dk en beregner, hvor du kan indtaste dit apparat og se forbruget.

I galleriet ovenfor kan du desuden se, hvilke genstande i hjemmet der typisk bruger allermest strøm.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu