ANNONCE

Undgå farlig sygdom: Husk dette når Danmark åbner

15. april 2020 07:23 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Når Danmark genåbner bør institutioner, arbejdspladser og lignende sørge for at lade vandet løbe. Sådan kan legionella undgås.

Det er måske ikke det første, som dagplejer, børnehaver og skoler i landet tænker på, når de genåbner, men der er en god grund til at fokusere på vandsystemet.

For hvis systemet har stået stille i lang tid, kan der have ophobet sig legionella-bakterier, oplyser vandselskabernes brancheorganisation, DANVA i en pressemeddelelse.

Tøm vandsystemet

I flere uger har vandsystemet stået stille på skoler, børnehaver og virksomheder over hele landet, og det øger risikoen for dannelsen af legionella.

Derfor er det essentielt, at der er fokus på vandsystemet, når Danmark genåbnes igen.

– Det er vigtigt, at ejere og administratorer er opmærksomme på at sikre vandkvaliteten, når bygningerne genåbnes. Det gælder simpelthen om, at vandsystemerne i bygninger tømmes for gammelt, stillestående vand, siger ekspert i drikkevandskvalitet, konsulent i DANVA, Dorte Skræm.

Mens danskerne under corona-krisen har været sendt hjem fra arbejde, har vandselskaberne håndteret vandet til alle. Det er afgørende for et højt niveau af hygiejne, at danskerne har adgang til rent drikkevand til blandt andet at vaske hænder i.

Let at gardere sig

Legionella opformeres ved 20 til 50 grader i stillestående vand specielt i varmtvandssystemet. Legionella kan medføre en alvorlig lungebetændelse med åndedrætsbesvær.

Heldigvis er det rimelig let at sikre sig mod legionella-bakterierne i vandsystemet.

– Det er i reglen relativt let at gardere sig mod bakterien. Man lader simpelthen vandet løbe, indtil rørene er skyllet igennem. Hvor længe vandet skal løbe, afhænger af systemets størrelse. Det er i øvrigt også en god idé, at skylle vandinstallationen igennem, hvis man har været væk i mere end tre dage. Det sker ved at lade vandhanen løbe, indtil vandtemperaturen er konstant. Det gælder både det kolde drikkevand og det varme vand i brusebadet, siger Dorte Skræm.

Udover nedlukning kan en årsag til legionella også være, at temperaturen i varmtvandsanlægget er for lav, derfor bør man også sikre sig, at  vandet er omkring 60 grader i varmtvandsbeholderen.

Fakta

Legionærsyge

  • Legionærsygdom er en lungebetændelse, der forårsages af bakterien Legionella pneumophila og i sjældne tilfælde af andre legionellaarter.
  • Legionella er bakterier, der naturligt hører til i våde og fugtige miljøer. De trives godt ved relativt høje temperaturer fra 30 til 45 °C, og gror derfor i de fleste vandinstallationer, hvor disse temperaturforhold forefindes.
  • Smitten kan ske ved, at man indånder forstøvet vand, der er forurenet med Legionella. Da mange forskellige vandanlæg kan sprede forstøvet vand, er der flere mulige smittekilder, men brusebadning antages at være den hyppigste smittevej herhjemme.
  • De første symptomer er typisk høj feber, hovedpine og muskelsmerter, ganske som ved en influenza. I nogle tilfælde ses der opkastning og/eller diarré tidligt i sygdomsforløbet. I løbet af kort tid indtræder tør hoste ofte ledsaget af brystsmerter. Sygdommen udvikler sig videre til lungebetændelse med åndedrætsbesvær og ofte med symptomer fra andre organer som centralnervesystemet (konfusion), lever og nyre. Sygdommen er ofte meget alvorlig, og langt de fleste patienter, der diagnosticeres, bliver indlagt på sygehus.
  • Omkring 30 % af de danske tilfælde smittes under udlandsrejse, typisk i sommer- og efterårsperioden under rejse til det sydlige Europa eller andre feriedestinationer. Smittekilderne er her oftest brugsvandet eller spabade på hotellerne.
  • Sygdommen rammer især ældre og svækkede personer. Mænd har større risiko for at blive ramt end kvinder.
  • Mellem 10 og 15 procent af de smittede dør af sygdommen.

Kilde: Statens Serum Institut

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu