Læge: Husk at gøre dette i ferien

29. juni 2018 07:22 | Af: Louise Bennetzen, lb@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Ferie skal bruges til at restituere, men hvis du planlægger for mange aktiviteter, kommer din hjerne bare på en anden slags arbejde.

Del:

Storbyferie, kajakferie, dykning og andre uforglemmelige oplevelser. Når vi holder ferie i dag, skal der helst være smæk for skillingen. Og samtidig har nettet gjort det muligt at købe præcis den ferie og de oplevelser, man gerne vil have. Men det kan være svært at undgå stress i ferien, hvis man skal være i gang hele tiden.

Man skal derfor passe på ikke at være for ambitiøs på ferien, siger Bo Netterstrøm, der er speciallæge i arbejdsmedicin og tidligere overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik i Hillerød og på Bispebjerg Hospital.

Nye feriemuligheder stresser

– Der er nogen, der skal nå så meget i deres ferie, at de bliver helt stressede af det. Men ferie skal være ferie. Det skal være afslapning og afkobling fra ens normale hverdag, siger han.

Samtidig er der kommet så mange nye muligheder, at mange familier i dag har skruet op for både tempo og forventninger til ferien. Og så bliver det altså svært at undgå stress i ferien.

– Der er jo ikke mange, der bare tager på bondegårdsferie eller sidder på en campingplads og kigger ud på vandet. Folk foretager sig jo alt muligt, konstaterer Bo Netterstrøm.

– Og der skal man altså passe på ikke at spænde buen for hårdt. Så det bliver en stressfaktor i sig selv at holde ferie, siger han.

Oplev med måde

Han understreger, at man selvfølgelig gerne må opleve noget i ferien.

Men tænk over, at du ikke propper ferien med aktiviteter, opfordrer speciallægen.

– For så er det jo ikke en ferie længere, så er det bare et andet slags arbejde, siger Bo Netterstrøm.

For selv om opgaverne ikke ligner dem, du arbejder med til daglig, men i stedet handler om vaccinationer, boardingkort og delfinsvømning, så stiller de stadig krav til hjernen.

– Hvis du hele tiden skal være produktiv – og hele tiden yde noget og arrangere og nå ting – så er du i gåseøjne på arbejde, siger Bo Netterstrøm.

Din hjerne har brug for at restituere

Det kan blandt andet gå ud over den restitution, din hjerne egentlig har brug for. Det gælder særligt de hjernehalvdele, du bruger meget i dit arbejde, forklarer overlægen. Og den restitution henter hjernen, når du sover, men især når du holder længere pauser fra jobbet.

– Det er derfor, det er så vigtigt, at man gør nogle andre ting i ferien – og at man ikke gør for meget. For så får man ikke bygget sin hjerne op igen, siger Bo Netterstrøm.

Derfor lyder hans råd ganske enkelt, at du skal huske også at lave ingenting i ferien.

Så indlæg dage, hvor ambitioner og aktivitetsniveau er skruet helt ned for at undgå stress i ferien.

– Man må godt kede sig lidt, og man må godt have en dag eller to, hvor man absolut ikke laver noget som helst. Det har vi faktisk godt af, siger han.

Klik igennem galleriet ovenover for at finde ud af, hvor meget man må lave og stadig undgå stress i ferien.

Fakta

Symptomer på stress

Hvor kortvarig stress går over, bliver langvarig stress hængende, og det er ikke godt for hverken krop eller sind. Har du flere af disse symptomer, og har du haft dem over længere tid, er der en risiko for, at du er ramt af langvarig stress:

Fysiske tegn på stress:

  • Hjertebanken
  • Hovedpine
  • Svedeture
  • Indre uro
  • Mavesmerter
  • Appetitløshed
  • Hyppige infektioner
  • Forværring af kronisk sygdom som fx psoriasis og sukkersyge

Psykiske tegn på stress:

  • Ulyst
  • Træthed
  • Hukommelsesbesvær
  • Koncentrationsbesvær
  • Rastløshed
  • Nedsat humør

Adfærdsmæssige tegn på stress:

  • Søvnproblemer
  • Mangel på engagement
  • Aggressivitet
  • Irritabilitet
  • Ubeslutsomhed
  • Øget brug af stimulanser som fx kaffe, cigaretter og alkohol
  • Øget sygefravær

Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Stressklinikken på Arbejdsmedicinsk klinik på Hillerød sygehus –Arbejdsmiljøviden.dk

Kilder: Videncenter for Arbejdsmiljø, Bo Netterstrøm.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu