ANNONCE

Undgår corona-smitte

3. november 2020 09:59 | Af: Newsbreak.dk

Der har været ganske få tilfælde af covid-19 blandt hjemløse og andre socialt udsatte trods efterårets stigende smittetal. Væresteder peger på, at socialt udsatte lever isoleret

Undgår corona-smitte
Corona går tilsyneladende uden om de hjemløse. (Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix)

Citathistorie: Kristeligt Dagblad.

Kirkens Korshærs varmestue i Aalborg modtager i øjeblikket mellem 60 og 100 mennesker om dagen samt 20 til 30 hjemløse om natten.

Men selvom de hjemløse i Aalborg sover i de samme rum med en afstand på to meter, har der endnu ikke været eksempler på covid-19 smitte.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Mens coronatallet generelt stiger over hele landet, tyder meget på, at epidemien ligesom i foråret er gået uden om hjemløse og andre af de mest socialt udsatte. Det viser Kristeligt Dagblads rundringning til syv store organisationer på det frivillige, sociale område.

– Vi har ikke haft tilfælde af smitte, og det er glædeligt, men også tankevækkende. Vi tror, det hænger sammen med, at der er en gruppe af mennesker, der lever meget afsondret fra det øvrige samfund, siger regionschef for Kirkens Korshær i Nord, Midt- og Vestjylland, Jonas Jakobsen.

Han understreger, at varmestuen ligesom Kirkens Korshærs øvrige aktiviteter satser på at holde afstand og spritte af, ligesom frivillige og ansatte bærer mundbind. Kirkens Korshær er ligesom andre sociale tilbud undtaget fra forsamlingsforbuddet og kan derfor samle flere end 10 personer.

Sluppet nådigt

Informationschef Lars Lydholm fra Frelsens Hær, der driver aktiviteter for et par hundrede hjemløse og flere tusind socialt udsatte børn og voksne, har i hele coronaperioden hørt om smitte blandt to brugere fra et værested i sommer.

– Det ser ud til, at vores brugere er sluppet nådigt, men på en trist baggrund. Min helt uvidenskabelige forklaring er, at der til alle tider er en social afstand til de hjemløse. Når de står foran Føtex og sælger Hus Forbi, så går folk ikke tæt på. De bliver heller ikke inviteret med til fester, siger Lars Lydholm.

Afdelingsleder Michael Aaberg Seeberg fra KFUM’s Sociale Arbejde, der står for 160 sociale tilbud over hele landet, oplyser også, at organisationen ikke har oplevet smitteudbrud på døgninstitutioner eller boformer for hjemløse, mens der har været få, spredte tilfælde på de sociale cafeer.

– Mange af vores brugere lever ret isoleret, og det kan være en forklaringerne, siger Michael Aaberg Seeberg.

Udviser ikke symptomer

Professor og overlæge i akutmedicin Kasper Karmark Iversen fra Herlev og Gentofte Hospital vurderer, at den tilsyneladende lave smittespredning blandt socialt udsatte kan hænge sammen med, at en del i den gruppe ikke udviser symptomer.

Kasper Karmark Iversen leder ”Vi Tester Danmark”, der ud fra antistoftest for corona skal samle viden om epidemien. Som et led i projektet foretages test på herberger og væresteder, og i løbet af december forventer Kasper Karmark Iversen, at det bliver muligt at sige noget mere præcist om udbredelsen af covid-19 blandt socialt udsatte.

– Min tese er, at der er en lavere andel af erkendt smittede blandt hjemløse, fordi de er dårligere til at bruge sundhedssystemet, og fordi der muligvis er en højere andel i den gruppe, som ikke udviser symptomer. I forhold til smittespredning er det farligste personer, som ikke ved, at de er smittet, siger Kasper Karmark Iversen.

Han henviser til en amerikansk undersøgelse foretaget blandt omkring 400 hjemløse på et herberg i Boston i april. Den viste, at omkring en tredjedel af beboerne var coronapositive, og at 88 procent af de smittede ikke havde symptomer.

– Den høje andel uden symptomer kunne hænge sammen med, at hjemløse er en gruppe, der har haft mange infektioner, og at deres immunforsvar måske derfor er bedre til at bekæmpe covid­-19. Men det er stadig gisninger, siger Kasper Karmark Iversen.

Rammer udsatte hårdt

Sekretariatsleder Rasmus Wexøe Kristensen fra hjemløseavisen Hus Forbi glæder sig over, at smittetallet blandt danske hjemløse tilsyneladende er lavt.

– Men det ændrer ikke ved, at pandemien rammer de mest udsatte ekstra hårdt. De ved ikke, hvad de skal stille op, hvis de erklæres positive. Det er ofte uklart for de hjemløse, at kommuner i de tilfælde skal stille et tilbud om isolation til rådighed, siger Rasmus Wexøe Kristensen.

Han oplyser, at salget af Hus Forbi er gået ned med over 30 procent, fordi mange ikke vil købe bladet på grund af smitterisikoen.

I Landsforeningen af Væresteder vurderer sekretariatschef Cliff Kaltoft, at mange socialt udsatte er gået i selv­isolation under pandemien.

-Vi kan se, at mellem 12 og 15 procent af brugerne ikke er vendt tilbage til værestederne efter forårets nedlukning. Det kan ud over svær ensomhed have den konsekvens, at de mest udsatte ikke får hjælp til at tackle problemer eller sygdomme, som måske også kan være livstruende, siger Cliff Kaltoft.

Samme oplevelse har Blå Kors Danmark, der driver væresteder og behandlingstilbud over hele landet.

– Socialt udsattes netværk er blevet endnu spinklere under corona, og vi er bekymrede for, at det er med til at forværre deres situation, siger generalsekretær i Blå Kors Christian Bjerre.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu