ANNONCE

Ung kvinde fundet dræbt

10. august 2020 13:09 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Politiet har været på stedet siden tidligt mandag morgen.

Sydøstjyllands Politi har mandag morgen været massivt til stede på både Knud Hansens Vej og Ingridsvej i Kolding. Det er endnu ikke fastlagt, at de to sager hænger sammen, og Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få kommentarer ved politiet.

Hvad der dog ved 13-tiden ligger fast, er at politikredsen har en drabssag mellem hænderne. En 31-årig kvinde er nemlig fundet død i sin bopæl – en lejlighed i Kolding – og de indledende undersøgelser viser, at hun ikke har lidt en naturlig død.

I en pressemeddelelse fra politikredsen fremgår det således, at dødsfaldet betragtes som et drab. Så meget så, at en anholdt er sigtet for at have begået netop det.

– Tekniske efterforskere, hundeførere og en retsmediciner er fortsat i gang med at foretage yderligere undersøgelser på og omkring findestedet, siger politiinspektør Jesper Bøjgaard fra Sydøstjyllands Politi uden dog at komme nærmere ind på, hvor det egentlig er.

Faktum er, at Newsbreak.dk har billeder fra to indsatser i Kolding mandag morgen. Afspærring af områder på netop Knud Hansens Vej og Ingridsvej. Det vides ikke med sikkerhed, at de to episoder er relateret til drabssagen.

Sydøstjyllands Politi har på nuværende tidspunkt anholdt en 31-årig mand, som mistænkes for at stå bag drabet på den 31-årige kvinde. De to personer har en relation til hinanden.

Den 31-årige mand vil senere i dag blive fremstillet i Grundlovsforhør ved retten i Kolding, hvor han sigtes for drab. Sydøstjyllands Politi vil begære om lukkede døre ved retsmødet, hvor den 31-årige mand bliver fremstillet in absentia, da han på nuværende tidspunkt ikke er i stand til at blive fremstillet i retten.

Pårørende til den dræbte er underrettet.

– Der vil blive gennemført en obduktion af den afdøde med henblik på at fastslå den endelige dødsårsag, forklarer politiinspektør Jesper Bøjgaard

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu