ANNONCE

Ung mand død efter soloulykke

26. juli 2020 09:11 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En voldsom soloulykke fredag aften har fået fatale følger for en ung mand.

(Citathistorie fra TV2 Lorry)

En ung mand er afgået ved døden, efter at en bil med fem unge mennesker fredag aften kørte galt på Amagermotorvejen.

Det oplyser Jens Møller, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til TV 2 Lorry.

Den unge mand blev svært kvæstet ved ulykken, som fandt sted mellem afkørsel 21 og 22 fredag kort før klokken 21.00.

Han blev efterfølgende bragt på Rigshospitalet, men hans liv stod ikke til at redde.

– Han afgik ved døden lørdag aften, og de pårørende er underrettet. Det er en dybt tragisk ulykke, siger Jens Møller til TV 2 Lorry.

Passager i bilen

Han oplyser, at den unge mand var passager i bilen.

Også en anden person i bilen kom alvorligt til skade og er indlagt på Rigshospitalet. Personens skader er dog ikke livstruende, oplyser Jens Møller.

Tre andre unge i bilen slap med mindre skader.

Kørte sandsynligvis stærkt

Det er endnu uvist, hvorfor bilen med de fem unge kørte galt. Københavns Vestegns Politi har endnu ikke afsluttet deres tekniske undersøgelser.

– Vi har en formodning om, at der er kørt stærkt. Men det er endnu for tidligt at konkludere, hvor stærkt de har kørt, siger Jens Møller til TV 2 Lorry.

Politiet formoder, at der er tale om en soloulykke, og at der ikke var andre parter involveret.

Derudover er der intet, der tyder på, at føreren af bilen var spiritus- eller narkopåvirket, oplyser vagtchefen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu