Ung mand død efter trafikulykke

17. december 2018 12:28 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Den unge mand blev kørt ned lørdag aften. Han døde natten til mandag.

Den ulykke, der skete lørdag aften, hvor en 20-årig mand fik alvorlige skader, har nu kostet et menneskeliv.

Natten til søndag mandag døde han af sine kvæstelser.

Det oplyser Østjyllands Politi i mandagens døgnrapport.

Ulykken skete lørdag aften klokken 20.13 i krydset Viby Ringvej/Søren Frichs Vej i Åbyhøj.

Den 20-årige mand, der lørdag aften var involveret i et færdselsuheld i krydset Viby Ringvej/Søren Frichs Vej i Åbyhøj (se nedenstående fra søndagens døgnrapport) er natten til mandag afgået ved døden.

En 21-årig kvindelig bilist førte sin bil i nordlig retning i krydset, hvor hun ramte en 20-årig mandlig cyklist (ligeledes fra Aarhus), der cyklede mod vest.

I forbindelse med sammenstødet pådrog den mandlige cyklist alvorligt hovedtraume.

– Vi får at vide klokken 00.45, at tilstanden er meget kritisk, sagde Flemming Lau, vagtchef ved Østjyllands Politi, søndag morgen til Newsbreak.dk.

Den tilstand kom den 21-årige altså aldrig ud af.

Bilinspektør tilkaldt

Efter ulykken blev der tilkaldt en bilinspektør for at fastslå årsagen til, at cyklisten blev kørt ned. Den rapport venter man på.

– Og så skal vi have afhørt nogle vidner, sagde Flemming Lau, der også oplyser, at bilen blev ført at en 21-årig kvinde fra Aarhus.

De to involverede er begge blevet spiritustestet.

– Det er ren rutine, fortalte vagtchefen.

Ifølge Ritzau er der dog intet, der tyder på, at der har været spiritus involveret.

De pårørende er underrettet.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, hvor krydset mellem Åby Ringvej og Søren Frichs Vej har kostet menneskeliv.

I 2015 blev den kendte aarhusianske ildsjæl Trille Lucassen kørt ned af en bil – på nøjagtig samme måde som i den aktuelle historie. Også hun døde senere af sine kvæstelser.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu