Ung mand dræbt i soloulykke kort før jul

24. december 2016 06:27 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En 23-årig mand blev dræbt i en ulykke bare et kvarter før juleaftensdag.

Ung mand dræbt i soloulykke kort før jul
Bilen, de to unge kørte i, blev særdeles ødelagt i ulykken. Foto: Hans Jørgensen/Privat

En 23-årig mand fra Ribe, der var passager i en bil ført af en 19-årig mand fra Bredebro nordvest for Tønder, blev dræbt i en voldsom soloulykke kort før midnat mellem lillejuleaften og juleaftensdag. Ulykken skete på Vardevej ved Gredstedbro.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Henrik Sønderskov, til Newsbreak.dk lørdag morgen.

Ulykken skete af endnu ukendte årsager, men en bilinspektør har været på stedet i forsøget på at klarlægge ulykkens forløb og årsag. Hvad han eventuelt er kommet frem til, kan Henrik Sønderskov ikke svare på.

Sikkert er det dog, at bilen med de to unge mænd i pludselig kørte i grøften  den modsatrettede side af vejen, hvor efter Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe blev tilkaldt sammen med en ambulance, da de to personer sad fastklemt.

Den 23-årige blev erklæret død af en læge fra lægeambulancen, mens den 19-årige fører blev kørt til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Her er han endnu indlagt lørdag morgen.

– Men han er altså ikke i livsfare, siger Henrik Sønderskov.

Vardevej var spærret for trafik i en times tid, mens redningsarbejdet foregik, oplyste politiet på Twitter.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu