Ung mand fængslet for vildt tyveri: Stjal Lego for over en million kroner

26. oktober 2018 19:51 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Helt vildt - men blev taget på fersk gerning, oplyser politiet.

Ung mand fængslet for vildt tyveri: Stjal Lego for over en million kroner
Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi fremstillede fredag en 21-årig polsk mand ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg. Han sigtes for at have stjålet kasser med Lego til en værdi af over en million kroner. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Det største Lego-sæt til dato er den famøse tusindårsfalk i speciel samler-udgave. De godt 7500 klodser koster i omegnen af 6000 kroner. Det betyder, at en 21-årig polsk mand skal have været i besiddelse af omkring 166 sæt, hvis han kun har stjålet netop den model.

I hvert fald oplyser syd- og Sønderjyllands Politi, at polakken er blevet anholdt, sigtet og varetægtsfængslet i forbindelse med helt vilde tyverier af Lego for godt en million kroner.

Betjente fra udlændingekontrol-enheden ved grænsen konstaterede klokken 02.30 ifølge en pressemeddelelse, at seks polske mænd natten til fredag var i færd med at stjæle kasser med Lego til en værdi af 1.080.000 kroner fra en lastbil parkeret på rastepladsen ved Frøslev.

Mændene havde skåret presenningen på lastbilen op og læsset alt legetøjet over i en varebil, men politiet så altså det hele ske. Kort efter blev den 21-årige anholdt i bilen med tyvekosterne.

Desværre lykkedes det for de øvrige fem mænd i gruppen at køre til Tyskland i et andet køretøj. De er dog også anholdt af tysk politi, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

“Yderligere fem polske mænd blev anholdt i Tyskland natten til fredag efter efterforskning og anmodning fra UKA Vest (udlændingekontrol, red.) og vil senere blive begæret udleveret til Syd- og Sønderjyllands Politi”, skriver politiet.

Den 21-årige mand blev varetægtsfængslet fredag. De anholdte vil muligvis blive præsenteret for yderligere sigtelser.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu