Ung mand fik lussing: Politiet leder efter ham

17. juli 2019 19:48 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Tirsdag søgte politiet i Syd- og Sønderjylland en ung mand, der fik en lussing af en kvinde.

Ung mand fik lussing: Politiet leder efter ham
En ung mand fik en syngende lussing, og nu vil politiet gerne tale med ham - ikke nødvendigvis til hans fordel. Genrefoto: Scanpix

Vi lægger lige ud med at sige, at denne historie nok er bedst, hvis man har sin humoristiske sans ladet op. Selv om det i bund og grund er en alvorlig sag, så skal den altså forstås med et glimt i øjet.

Tirsdag forsøgte en ung mand nemlig at stjæle en mobiltelefon fra en 35-årig kvinde, der tirsdag eftermiddag var ude at gå på Herrestedgade i Toftlund. Kvinden opdagede dog den unge mands ugerning, og her bliver sagen speget.

Det simple tyveriforsøg kvitterede kvinden nemlig ganske resolut for. Med en lussing, der sang så meget, at den unge “knægt”, som politiet kalder ham, ganske enkelt tog benene på nakken.

Man kan sige, at selvtægt ikke hører sig hjemme, og kvinden må nok se i øjnene, at man altså ikke må slå på andre. Til gengæld har politiet vendt situationen om. På Twitter efterlyste vagtchef Erik Lindholdt derfor det unge “offer” for lussingen.

Opslaget gav anledning til en del debat om, hvad politiets hensigt egentlig var. Til JydskeVestkysten måtte Lindholdt derfor forklare sig selv:

– Hendes reaktion er helt forståelig, og vi er på ingen måde kritiske overfor hende. Vi vil tværtimod gerne have fat i den unge mand, som er ude på et skråplan. Det er ham, som vi gerne vil have fat i kravetøjet på, siger Erik Lindholdt til lokalavisen.

Onsdag aften kan Lindholdts kollega Nikolaj Hølmkjær berette om sparsom udvikling i sagen:

– Nej, jeg kan helt sikkert sige, at han ikke har henvendt sig, siger vagtchefen med et grin, der godt kan høres gennem telefonen.

Kvinden har givet følgende signalement af den unge mand: Under 15 år, cirka 140 centimeter, spinkel af bygning, kort kruset mørkt hår, og så var han iført en sort T-shirt og lange shorts til knæene og var sydlandsk af udseende, skriver JV.dk.

Man fristes til at sige, at han måske kan kendes på fem røde fingermærker i ansigtet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu