ANNONCE

Ung mand for farlig til almindeligt fængsel

22. maj 2020 21:51 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Drabsforsøg og brutal vold har nu fået en ung mand idømt forvaring.

Ung mand for farlig til almindeligt fængsel
Den 24-årige fik landets hårdeste straf. Arkivfoto

I en alenlang sag er i alt fem personer fredag blevet fundet skyldige i flere voldsomme og uhyggelige forhold. Hårdest ramte det en 24-årig mand, der blev idømt forvaring. Det er den hårdeste straf i Danmark.

Teknisk set betyder forvaring, at dømte er så farlig, at kun en faglig vurdering kan betyde friheden på sigt. Det er altså en tidsubestemt dom. Den unge mand var blandt andet medvirkende til et drabsforsøg, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse fredag.

Drabsforsøget fandt sted i Søborg i juni sidste år. Her var offeret i fare for at dø af flere knivstik, og det konkluderedes, at gerningsmændene måtte have vidst det. Måneden efter blev en mand skudt ned af den 24-årige. Det foregik i Ballerup, og offeret blev ramt i låret.

Foruden den 24-årige blev to mænd og to kvinder også dømt i sager, der alle kunne relateres til den 24-årige, fremgår det af pressemeddelelsen. Ved skudepisoden i Ballerup var kvinderne involveret.

Retten dømte samtidig én af de andre mænds kæreste for at have overdraget pistolen sammen med en række andre våben, som hun fik overtalt sin veninde til at gemme og opbevare.
En pose med alle våbnene blev efterfølgende fundet af politiet i et klædeskab hos veninden. Hun blev derfor dømt for at have været i besiddelse af gerningsvåbnet og for at have transporteret det til sin bopæl.

Ud over forvaringsdommen til den 24-årige, blev de to andre mænd idømt ni års fængsel. Kæresten blev idømt to et halvt år fængsel, mens veninden blev idømt en behandlingsdom. Hun modtog dommen, mens de fire andre ankede.

– Dommen i dag er kulminationen på en længerevarende og grundig efterforskning hos Københavns Vestegns Politi, og jeg er som anklager tilfreds med, at retten og nævningetinget ved dommen i dag har understreget alvoren af det, der er foregået både under, men også efter drabsforsøget i Søborg, siger anklager ved Københavns Vestegns Politi Julie Engstrøm Skovgaard.

Lasse Lund Larsen, som den 24-årige ifølge Ritzau hedder, begik forbrydelserne på et tidspunkt, hvor han egentlig skulle afsone en tidligere dom på fængsel i syv år. Men det lykkedes ham at stikke af under en ledsaget udgang fra Enner Mark Fængsel.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu