ANNONCE

Ung mand nægter vanvidskørsel: Jeg var indlagt

1. august 2019 16:23 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

TV2 Øst skriver, at en ung bilejer nægter, at det var ham, der kørte sin bil ind i en bærende husmur.

Med baggrund i et Facebook-opslag fra ejeren til den bil, der mandag morgen bragede ind i en bærende husmur, skriver TV2 Øst, at manden nægter, at det var ham, der førte bilen og stak af. Hans forklaring lyder nemlig, at bilen var stjålet.

Selv var han altså også indlagt på sygehuset i Slagelse til observation for en hjernerystelse, fremgår det. Efter den dramatiske ulykke brugte politiet nummerpladen på bilen til at finde frem til ejeren, der blev anholdt, afhørt og løsladt.

Hele miseren bunder i, at der altså ikke var nogen fører i bilen, da politiet kom frem til ulykkesstedet. Til gengæld sad en 20-årig passager fastklemt og efterladt i bilen. Han har bare nægtet at tale med politiet, siger Martin Bjerregaard, pressemedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, til Newsbreak.dk torsdag.

– Status er, at føreren ikke er identificeret. Det arbejder vi selvfølgelig intenst på at gøre. Vi har fået en række oplysninger, der gør, at vi faktisk har en hel del mennesker, vi skal have talt med nu, siger han og understreger, at det generelt har været svært at få folk i tale angående sagen.

Politiet har nu sat gang i arbejdet med at tale med vidner til ulykken og desuden er der en række tekniske spor, der skal undersøges i forsøget på at be- eller afkræfte de oplysninger, politiet i øjeblikket har.

Desuden vil det også være naturligt at forsøge at skaffe en lægejournal fra sygehuset for at finde ud af, om bilens ejer rent faktisk har været indlagt på skadestuen.

Ulykken skete klokken 7.30 mandag morgen, og ifølge politiets undersøgelser ramte bilen – der havde kørt hasarderet – en ejendom og snurrede rundt, indtil den ramte en bygning i Algade så voldsomt, at der var akut fare for sammenstyrtning.

Bygningen, der blandt andet har huset en politistation, står tom.

Politiet vil fortsat gerne høre fra vidner, der har relevant information i sagen. Vidner kan ringe på telefonnummer 114.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu