Ung mand sigtet for knivdrab

16. december 2018 13:49 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En 43-årig mand blev formentlig dræbt af knivstik.

Opdatering: Midt- og Vestsjællands politi oplyser tirsdag, at en obduktion bekræfter, at manden blev dræbt af knivstik.

Original artikel:

En 43-årig mand fra Holbæk blev lørdag aften fundet livløs i en lejlighed.

Nu er en 20-årig mand sigtet for manddrab på den 43-årige.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet foretog kort efter anmeldelsen anholdelse af den 20-årige mand, da han kunne mistænkes for at have en rolle i sagen, som politiet efterforsker som personfarlig kriminalitet begået i et misbrugsmiljø, hvor der kan være mistanke om drab eller andre livsfarlige handlinger.

Den 20-årige er klokken 10.45 fremstillet i Retten i Roskilde. Her vil anklagemyndigheden kræve varetægtsfængsling, ligesom han formelt vil blive sigtet for manddrab.

Anklagemyndigheden vil begære grundlovsforhøret afholdt for lukkede døre af hensyn til den kommende efterforskning i sagen.

Den anholdte blev anholdt lørdag aften, efter at politiet klokken 19.30 modtog en anmeldelse om, at der i en lejlighed i Holbæk midtby befandt sig en livløs person.

Politiet kunne sammen med lægefagligt personale konstatere, at en mand var afgået ved døden – formentlig som følge af knivstik i kroppen.

Den 43-årige boede i den lejlighed, hvor han blev fundet.

Hans pårørende er underrettet om sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu