ANNONCE

Ung mand skudt ned: Politiet savner dette

10. april 2020 15:17 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Gerningsmænd benyttede sig af en stjålen hvid Nissan, da de flygtede, siger Københavns Politi.

Onsdag blev en 22-årig mand dræbt af skud på Åfløjen i Brønshøj/Husum, der den seneste tid har været hårdt plaget af både drab og andre brutale hændelser.

Artiklen fortsætter under videoen

Politiet blev underrettet om skudepisoden klokken 13.55 onsdag og rykkede efterfølgende ud i stort antal.

Et stort område blev spærret af, og billeder fra stedet viste, at en parkeret bil af mærket Toyota har flere skudhuller i bagrude og i sideruder.

Ikke mange henvendelser

Antallet af opkald til politiet efter drabet ved en bebyggelse i Husum i København er foreløbig beskedent.

– Der har været nogle få henvendelser, siger politiinspektør Mads Helios i Københavns Politi fredag.

– Men det er måske vilkårene i disse coronatider, at der ikke er så mange udenfor, siger politiinspektøren.

Alligevel håber han på flere henvendelser, som måske kan hjælpe efterforskerne med at opklare drabet på en 22-årig mand onsdag eftermiddag.

En hvid Nissan Quashqai

Efterforskerne vil gerne i kontakt med vidner, der så en hvid Nissan Quashqai. Enten ved Åfløjen i Husum eller omkring Klausdalsbrovej i Herlev.

Forbrydelsen skete det førstnævnte sted. Flere personer sad i bilen og ventede på, at den 22-årige skulle dukke op. Muligvis ventede de i flere timer, har politiet sagt.

Lidt før klokken 14 trådte han ud fra en opgang og satte sig ind i en bil. Her blev han dræbt af skud fra de ventende mænd.

Kort efter blev der sat ild til Nissan’en i et lille grønt område ved Klausdalsbrovej 308. Herfra fortsatte mændene deres flugt i en mørk bil, har politiet oplyst.

Forløbet var planlagt i forvejen. Således ved efterforskerne, at gerningsmændene forud for drabet var oppe ved Klausdalsbrovej, hvor de tilsyneladende udså sig det sted, hvor de senere satte ild til bilen og dermed slettede spor.

Bilen var i øvrigt stjålet fra en forhandler i Kastrup om tirsdagen. På nummerpladen stod CN 53 147.

En af politiets teorier er, at drabet er endnu en voldelig begivenhed i en række mellem to grupper fra henholdsvis Husum og Rødovre.

Bandekriminalitet

Politiet har for nylig indført visitationszone i området (samt dele af Nørrebro og Frederiksberg) som følge af flere brutale episoder, som muligvis bunder i en konflikt mellem grupperinger. Politiets formodning om onsdagens drab er også tydelig.

– Vi formoder, at skyderiet er en del af en verserende konflikt, men efterforsker som altid bredt og udelukker ikke noget, siger fungerende politiinspektør Mads Helios i pressemeddelelsen.

At dømme ud fra billeder fra stedet, bærer skudepisoden også præg af nærmest at være en direkte henrettelse. I hvert fald er den tidligere nævnte personbil meget gennemhullet.

Flere drab i Husum

I slutningen af marts blev en mand påkørt i samme område. Han blev senere fundet død i en lejlighed.

Der var muligvis en forbindelse til en sag, som i forvejen efterforskes af Københavns Politi. Det drejer sig om en skudepisode nogle timer inden drabet – på Gadelandet i Husum.

Ved skudepisoden blev en 22-årig mand ramt af skud.

Den efterfølgende påkørsel af den 24-årige var angiveligt en hævnakt for skyderiet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu