Ung mand tævet med støttefod

13. oktober 2019 10:29 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Politiet rykkede talstærkt ud til Nørrebro Station lørdag aften.

Der er søndag morgen kastet yderligere lys over en situation, der udspillede sig ved Nørrebro Station i København lørdag aften.

Her fandt politiet nemlig en ung mand på 20 år, der havde en flænge i hovedet, og det blev efterforsket som et muligt knivstikkeri.

Manden var blevet overfaldet, men dog ikke med en kniv. Henrik Stormer, der er vagtchef ved Københavns Politi, kan søndag morgen fortælle Newsbreak.dk, at han var blevet slået i hovedet med en støttefod til en cykel.

– Det ser vi overraskende meget blive brugt som våben, desværre, siger han.

Stort politiopbud

Anmeldelsen om det mulige knivstik kom klokken 23.32, og så rykkede politiet talstærkt ud til stedet.

I forbindelse med den indledende efterforskning blev S-tog med stop på Nørrebro Station sendt videre uden ophold. Det varede dog blot et kvarter, før togene igen kunne standse på stationen, skrev Ekstra Bladet lørdag aften.

– Vi har ikke nogen gerningsmand, og jeg har faktisk ikke så mange detaljer i den sag, siger Stormer.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu