ANNONCE

Ung mand tiltalt for at bryde loven 270 gange

10. marts 2021 08:55 | Af: Maiken Krongaard, mk@newsbreak.dk

Men nu falder hammeren for den 24-årige mand, som beskrives som mentalt retarderet på gerningstidspunktet. Alle sagerne skal for Retten i Odense. Retsordfører vil have minister i samråd

Ung mand tiltalt for at bryde loven 270 gange
En ung mand skal tilbringe 13 dage i en retssal i Odense, hvor hans 270 straffesager skal gennemgås. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Overtrædelser af færdselsloven, tyverier, hærværk og narkokørsel. Det er blot en del af de i alt 270 lovbrud, som en 24-årig mand er sluppet afsted med at begå fra 2016-december 2020. Det skriver Fyns Stiftstidende.

Den unge mand stilles nu for Retten i Odense, og dommere og nævninge skal tage stilling til sagerne.

Lovbrudene fylder 72 sider i anklageskriftet. Der er afsat 13 dage, hvor den unge mand og 97 vidner, heriblandt 90 politifolk, skal afhøres.

Der er lagt op til, at manden skal have en dom til anbringelse frem for en almindelig fængselsstraf. Det sker, fordi han betragtes som værende mentalt retarderet i lettere grad på gerningstidspunktet.

Anklagermyndigheden kræver, at manden anbringes i en institution, som tager sig af personer med svære psykiske handicap.

Har brudt loven igen og igen i fire år

Lovovertrædelserne tæller kørsel over for rødt, kørsel i narkopåvirket tilstand og kørsel uden kørekort og sikkerhedssele, overtrædelse af hastighedsgrænser, overhalinger, tyveri af benzin, tyveri af cigaretter.

Det er bemærkelsesværdigt, at der er så mange sager på én gang, og at nogle af sagerne går så langt tilbage.

Mange af lovovertrædelserne er dog begået så sent som i december 2020.

Men siden 10. december 2020 har manden siddet varetægtsfængslet. Dengang blev han standset på Faaborgvej i Odense for narkokørsel og uden kørekort, og det samme var sket et par dage forinden.

“Retssystemet er til grin”

Retsordfører Peter Skaarup er rystet og forarget over, at den unge mand ufortrødent har kunnet fortsætte med at begå kriminalitet siden 2016 og ikke er blevet stoppet tidligere.

– Det er en fuldstændig grotesk sag, man må se på med stor alvor. At nogle skal “have lov” til at begå over 200 lovovertrædelser, før man kommer i retten, er så skandaløst, at jeg næsten ikke har ord for det, udtaler Peter Skaarup til Fyns Stiftstidende.

Politikeren mener, at retssystemet er til grin og vil have justitsministeren i samråd om sagen.

Det forventes, at den 24-årige mand dømmes den 7. maj.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu