ANNONCE

Fik 53 mio. tilbage fra Skat: Nu undgår han bøde

4. maj 2021 15:42 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Retten i Aalborg har afgjort sag tilbage fra 2016 om en mand, der blev ramt af højt bødekrav

Fik 53 mio. tilbage fra Skat: Nu undgår han bøde
Ung mand undgår bøde på 53 millioner efter tastefejl. Foto: Scanpix.

En nystartet selvstændigs fejlagtige indtastning førte til et svimlende bødekrav.

53 millioner kroner skulle en ung iværksætter fra Nordjylland straffes med, lød påstanden.

Men tirsdag er sagen kommet ud af verden på en helt anderledes facon efter et retsmøde i Retten i Aalborg.

– Sagen er endt med en bøde i størrelsesordenen 5000 kroner, oplyser mandens forsvarer, advokat Berit Ernst.

Det var tilbage i 2016, at fejlen blev begået. Manden var lige startet med sin enkeltmandsvirksomhed og stod til at skulle have 53.000 kroner retur i moms fra Skat.

Men der gik noget galt under indtastningen, og så havnede 53.282.730 kroner på hans konto.

Banken slog alarm

Om sagen har manden tidligere fortalt til DR Nyheder, at en medarbejder i Skat forsøgte at berolige ham. Sagen kunne klares på en stille og rolig facon. Han skulle bare betale de 53 millioner kroner tilbage ved næste indberetning af moms.

Men banken slog alarm ved synet af det store beløb på kontoen og gav besked til politiet.

Derefter blev der rejst tiltale om overtrædelse af momsloven og med et bødekrav, som matchede beløbet, oplyser forsvareren.

– Det er lang tid at gå rundt og frygte at blive ruineret, siger Berit Ernst om den tid, der er gået siden episoden for mere end fire år siden.

Sanktionen på den beskedne bøde skyldes en ordensmæssig overtrædelse af loven, fortæller advokaten.

Fakta

Du har ansvar for at informere om disse fradrag og indtægter på din årsopgørelse:

Skat.dk skriver, at du selv skal opdatere og udfylde oplysninger om en række indtægter og fradrag, du er blevet berørt af i løbet af et år. Der er tale om følgende fradrag:

Håndværkerfradrag (servicefradrag)

Kørselsfradrag (befordringsfradrag)

Aktier og andre værdipapirer

Indtægter fra deleøkonomi (fx udlejning af bolig, bil mv.)

Børnebidrag

Kost og logi og dobbelt husførelse

Arbejdstøj, faglitteratur, kurser m.m.

Ægtefællebidrag

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu