ANNONCE

Unge panttyve brød ind hos død kvinde

31. juli 2020 19:34 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

To drenge på 14 og 16 år brød tilsyneladende ind i hjem, hvor ældre kvinde lå død.

Unge panttyve brød ind hos død kvinde
Der er begået indbrud i hjemmet, mens kvinden har ligget død. Foto: Localeyes.dk

Lørdag den 25. juli 2020 blev en kvinde fundet død på adressen Kratvej i Gamløse på Orø.

Se video hos Local Eyes.

Allerede ved fundet af den døde kvinde kunne det konstateres, at hun havde ligget død i hjemmet i lang tid.

I perioden efter kvindens død har to unge drenge – på 14 og 14 år – tilsyneladende begået indbrud i hjemmet – mens den døde kvinde har ligget der.

På adressen afdækkede politiets og kriminalteknikeres undersøgelser, at en dør på adressen var brudt op, ligesom at en rude var blevet smadret.

Tilsyneladende har drengene dog ikke opdaget noget, skriver Ekstra Bladet.

– Det var vigtigt for os at få fastslået, om indbruddet var sket i forbindelse med dødsfaldet, om det var før eller efter. Og det er entydigt, at det er sket efter. Hun har formentlig også været død i noget tid, siger vicepolitiinspektør fra Midt- og Vestsjællands Politi, Bjørke Kierkegaard, til avisen.

Død efter sygdom

Da kvinden blev fundet død, blev dødsfaldet af politiet anset som værende mistænkeligt.

Nu har obduktionen klarlagt, at kvinden ikke er blevet udsat for en kriminel handling. Det har retsmedicinerne ikke kunnet finde tegn på.

Derimod er der fundet tegn på, at hun er død af naturlige årsager efter akut opstået sygdom.

Noget, der fortsat er usikkert, er kvindens identitet.

På trods af omfattende tekniske undersøgelser og obduktionen af kvinden, er der ikke 100 procents sikkerhed omkring hendes identitet.

Politiet arbejder dog ud fra en tese om, at der er tale om ejendommens kvindelige beboer.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu