Ungt par fundet dræbt: Nu savnes to mere

22. juli 2019 21:08 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Det amerikansk-australske par Chynna Deese og Lucas Fowler blev fundet dræbt i Canada. Nu savnes yderligere to unge mennesker - to kilometer derfra.

Del:

Sagen om det unge kærestepar, Chynna Deese fra USA og Lucas Fowler fra Australien, der blev fundet dræbt i en vejkant i den canadiske stat British Columbia har nu taget en ny og gruopvækkende drejning.

Yderligere to unge mennesker – 19-årige Kam McLeod og 18-årige Bryer Schmegelsky – er nemlig meldt savnet. Det skriver Royal Canadian Mounted Police i en pressemeddelelse.

Deres bil, en rød og grå Dodge pickup-truck, blev fredag fundet i brand på British Columbias Highway 37. To kilometer fra den brændende bil fandt politiet liget af en mand.

Den mand er en helt femte, og det er endnu uklart, om han har forbindelse til nogen af sagerne.

I den forbindelse udtaler Royal Canadian Mounted Police, at der skal udvises agtpågivenhed, hvis man rejser i området:

– På dette tidspunkt deler vi informationer, og politiet vil gerne bede om, at man har begge efterforskninger i tankerne. Politiet vil gerne bede offentligheden om at blive ved med at være agtpågivende og tage de nødvendige sikkerhedshensyn. Vi vil også gerne bede rejsende om at dele deres planer med familie og venner, aftale tidspunkter for kontakt og fortælle det, hvis planerne ændres, skriver Royal Canadian Mounted Police.

Unge mænd på jagt efter arbejde

Canadisk politi skriver, at Kam McLeod og Bryer Schmegelsky var på vej gennem British Columbia. Deres destination var Yukon, det berømte guldgraverområde, hvor de ville søge arbejde.

En talsmand fra det canadiske politi fortæller, at det kan tænkes, at de to unge mænd befinder sig et sted, hvor der ikke er mobildækning:

– De har periodevis været i kontaktet med familie og venner, og det er muligt, at de nu befinder sig et sted uden mobildækning. Men vi har fundet deres bil og vi har ikke kunnet finde nogen af dem. Derfor beder vi Kam eller Bryer om at tage kontakt til politiet med det samme og fortælle os, at I er okay, siger talsmanden Dawn Roberts.

Par på romantisk roadtrip

Chynna Deese og Lucas Fowler var kun få dage inde i et roadtrip til Canada, da deres lig blev fundet i en vejkant.

Ifølge et lokalmedie er parret blevet skudt.

Politiet i New South Wales i Australien har siden offentliggjort på Facebook, at Lucas Fowler var søn af vicepolitikommissær Stephen Fowler.

Derfor har politiet offentliggjort en mindetekst, der blandt andet lyder således:

– Vi har mistet vores kære Lucas Fowler, søn, bror, barnebarn og ven, på den værst tænkelige måde. At miste en, der var så ung og positiv, som rejste verden rundt og nød livet, er hjerteskærende.

– At også hans smukke kæreste, Chynna Deese fra Charlotte, North Carolina, har mistet livet i denne voldelige hændelse er bare for ondt. Al vores kærlighed og bedste ønsker går til Chynnas familie og venner, skriver politiet.

Politiet opfordrer samtidig til, at opslaget deles med alle, der kan have mødt Lucas og Chynna på deres rejse gennem verden.

Ligene af parret blev fundet langs motorvejen Alaska Highway, godt 20 kilometer syd for turistmålet Liard Hot Springs. Fowlers minivan holdt parkeret i nærheden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu