Sveder du meget? Sådan kan du undgå det

25. august 2019 08:55 | Af: Ritzau Fokus

Der findes både medicinske behandlinger og indgreb, hvis du ønsker at komme dine svedproblemer til livs, fortæller to læger.

Del:

Om du løber en tur, skal til eksamen, eller det bare er en varm sommerdag, så kender du nok til følelsen af, at sveden driver ned ad kroppen.

Men selv om du gerne vil komme den overdrevne sved til livs, er det ikke bare en knap, man bare kan tænde eller slukke for. Det fortæller overlæge Michael Heidenheim, der er overlæge på Dermatologisk afdeling på Sjællands Universitetshospital, Roskilde.

– Desværre er der ikke det helt store at stille op med sved, da produktionen styres af det autonome nervesystem. Det betyder, at det kører af sig selv, og derfor kan du ikke tænke dig til, at du ikke skal svede, siger Michael Heidenheim.

I galleriet ovenfor artiklen kan du se flere gode råd til, hvordan du kan svede mindre.

Behandling kan hjælpe

Til gengæld er der behandlingsmetoder, der kan hæmme svedproduktionen.

Ifølge Lisa Secher, der er speciallæge i hudsygdomme og har privatklinikken Svedfri, findes der en række midler, som kan tage sig at de kortvarige problemer.

– Lider du af sved under armene, så brug en antiperspirant frem for en deodorant. Den indeholder nemlig aluminiumklorid, som dæmper svedtendensen, siger hun.

Du opnår den bedste effekt, hvis antiperspiranten bruges om aftenen inden sengetid.

Her er det vigtigt, at du har været i bad, og at huden er helt tør, inden du påfører antiperspiranten. På den måde kan huden bedst tage imod de virkningsfulde stoffer, lyder det fra Michael Heidenheim.

Gå efter drywear

Der findes også tekstiler, som enten absorberer eller transporterer sveden væk. Her kan du blandt andet gå efter tøj med betegnelsen drywear.

Men for nogle er antiperspiranter og svedtransporterende tøj ikke nok. Fire procent af danskerne har lidelsen hyperhidrosis, som typisk opstår i teenagealderen, fortæller Lisa Secher.

Symptomerne på hyperhidrosis er overdreven svedtendens, uanset om du er aktiv eller hviler dig.

Og har du mistanke om hyperhidrosis, bør du søge lægehjælp.

– Her kan man få nogle tabletter, som svækker de små muskler omkring svedkirtlerne, så det hæmmer transmissionen af sved, siger Michael Heidenheim.

Botox er sidste udvej

Har ingen af de nævnte eksempler nogen effekt, kan det blive nødvendigt med en botoxindsprøjtning. Men det er ikke alle, der kvalificerer sig til at få den behandling, fortæller Michael Heidenheim.

Ved en botoxbehandling bliver stoffet sprøjtet ind i huden de steder, hvor svedproduktionen er stor. Dermed hæmmes svedproduktionen. Behandlingen varer i gennemsnit et halvt år, hvorefter ny behandling er påkrævet.

– Man kommer først i betragtning til at få botoxbehandling, når man har været igennem alle de andre behandlingsmetoder. Derudover skal du gennemgå en svedtest, siger han.

Ved en svedtest skal du svede en vis mængde i løbet af fem minutter, før du kan gå videre til selve behandlingen, lyder det fra Michael Heidenheim.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu