Værste angreb nogensinde: Mindst 235 er dræbt ved angreb

24. november 2017 17:25 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Egyptens præsident indkalder sin krisestab efter angrebet på moské i Sinai.

Militante dræbte fredag mindst 235 mennesker i en moské i den nordlige del af Sinai i Egypten ved at detonere en bombe og derefter åbne ild mod flygtende og ambulancer, siger øjenvidner og lokale medier.

Dødstallet er blevet opjusteret ganske markant flere gange i løbet af dagen. Antallet af sårede opgives for nuværende til omkring 130.

Det er et af de mest voldsomme angreb i nyere tid i Egypten.

Bombe og gevær

Militante islamister mistænkes for at stå bag angrebet, som blev udført af fem personer ifølge de første medierapporter. Angrebet fandt sted mod moskéen Al Rawda i byen Bir al-Abed, der ligger vest for byen Arish.

En bombe eksploderede inde i moskéen midt under fredagsbønnen. Herefter åbnede en gruppe mænd ild mod de troende, der forsøgte at flygte fra stedet.

Blandt de dræbte var både civile og soldater, der var mødt op til bøn. Statslige medier viser optagelser af blødende, sårede og lig dækket af tæpper. Newsbreak.dk har valgt ikke at bringe disse billeder.

– De skød mod folk, da de løb ud af moskéen, og de skød også mod ambulancerne, siger en lokal indbygger på stedet til Reuters.

Sufierne

En beboer i området, Ashraf el-Hefny, siger, at mange af ofrene var arbejdere fra et nærliggende saltfirma. Han siger, at der var omkring 300 i moskéen.

– En leder for en lokal beduinklan oplyser, at de troende, der opsøger den angrebne moské, er sufier, rapporterer nyhedskanalen Arabiya News.

Sufier tilhører en moderat muslimsk sekt, der prædiker tolerance. Nogle kalder sufierne for islams mystikere. De samles ofte til meditation, som ledsages af musik og dans.

Islamisk Stat og andre ekstremistiske grupper opfatter sufier som frafaldne, fordi de blandt andet går ind for helgendyrkelse, hvilket for islamister er en form for afgudsdyrkelse.

Krisemøde

Den egyptiske præsident, Abdel Fattah al Sisi, har efter angrebet indkaldt til et møde i regeringens sikkerhedsudvalg, oplyser egyptisk tv.

Sisi er tidligere hærchef, som forsøger at fremstå som et bolværk mod militant islamisme. Han har indkaldt til et krisemøde i Kairo.

Den egyptiske regering har erklæret tre dages landesorg. Den egyptiske hær har i flere år bekæmpet et opgør i Sinai, som Islamisk Stat står bag.

Flere hundrede politifolk og soldater er dræbt under kampene. Jihadister i Egypten har tidligere bortført og halshugget ældre sufi-prædikanter.

Advarer danskere

Det danske Udenrigsministerium har siden august advaret danskere mod rejser til Egypten. Det skyldes, at risikoen for terrorangreb vurderes til at være høj.

Blandt andet fraråder ministeriet alle former for rejser til den nordlige del af netop Sinai-halvøen, mens alle ikke-nødvendige rejser til det meste af landet frarådes.

Du bør udvise forsigtighed ved rejser til det centrale Kairo (inkl. området med Sfinksen og Kheops, Khefren og Mykerinos pyramiderne), Alexandria, turistområderne Sharm el-Sheikh, Dahab og St. Catherine, turistområderne langs Rødehavets vestkyst (herunder Hurghada og Marsa Alam) samt Luxor og Aswan, og nilkrydstogter imellem disse byer og Abu Simbel. Men vi fraråder ikke rejser hertil“, skriver Udenrigsministeriet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu