ANNONCE

Valgtilordnet tvunget til at søge skjul

7. november 2020 16:57 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Der er indløbet trusler mod ham.

Valgtilordnet tvunget til at søge skjul
Richard Barron fortæller, at anklagerne mod den valgtilordnede er grundløse. Foto: Scanpix/Brandon Bell

En valgtilordnet i USA, der arbejder i staten Georgia, har set sig nødsaget til at gå i skjul, efter at personlige oplysninger om ham er blevet spredt på nettet.

The Hill skriver, at manden fejlagtigt er blevet anklaget for at smide en stemmeseddel ud, hvilket har ført til, at folk er begyndt at true ham.

– Han har været nødt til at forlade sit hus og tage ophold hos nogle venner. Han tør ikke bruge sin egen bil, fordi oplysninger om bilen er blevet offentliggjort, siger Richard Barron, valgansvarlig i Fulton County, til The Hill.

Har intet på sig

Rick Barron fortæller, at der florerer en video på nettet, der af nogen bliver tolket, som at der bliver smidt en stemmeseddel ud. Det er ikke tilfældet.

Ifølge The Hill viser videoen blot den valgtilordnede bruge en maskine til at åbne kuverter med stemmesedler i. Det, der bliver smidt ud, er en instruktion, der i øvrigt ikke fylder særlig meget målt imod de 21 gange 48 centimeter, en stemmeseddel fylder.

Delstaten Georgia er ét blandt flere steder, hvor der stadig tælles stemmer efter præsidentvalget den 3. november.

Lørdag morgen, lokal tid, førte demokraten Joe Biden med 7248 stemmer over Donald Trump. 99% af stemmerne er talt op, og der er 16 valgmænd på spil i delstaten.

Donald Trumps valgkampagne har efter valget sagsøgt blandt andet Georgia, hvilket dog ikke har haft nogen effekt på optællingen af stemmer.

 

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu