ANNONCE

Vandscooter gik til bunds

8. september 2020 16:46 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Ikke nogen livsfare ved to anmeldte redningsaktioner.

Fyns Politi og Fyns Beredskab havde i fællesskab særdeles travlt tirsdag eftermiddag, da to anmeldelser om potentielle drukneulykker indkom med blot 13 minutter mellemrum. Der blev sendt mandskab, både og helikoptere til begge indsatser.

Heldigvis har det siden vist sig, at der ikke var tale om livsfare i nogle af indsatserne. Hverken i Odense Fjord ved Munkebo eller i det Sydfynske Øhav syd for Langeland.

Førstnævnte blev anmeldt klokken 14.10, og beredskabet rykkede ud fra både stationen i Otterup og i Odense. 14.23 blev det så anmeldt, at der var en potentiel drukneulykke på Sydlangeland, der også betjenes af Fyns Politi.

– Det var en båd, der havde revet sig løs, siger vagtchef Henrik Christoffersen til Newsbreak.dk om episoden der. I Odense Fjord var der dog reelt lidt mere kød på den, selvom det aldrig blev livsfarligt.

Anmeldelsen gik nemlig på, at en mand på vandscooter var kæntret. Det viste sig da også at være sandt. Forsvaret sendte helikoptere til stedet, og der var også både, som beredskabet brugte ved aktionen.

– En mand på en vandscooter forulykkede ude i vandet, så han reddede sig en 200 meter svømmetur, mens vandscooteren sank, siger vagtchefen. Manden kom ikke til skade.

Til gengæld er der en forholdsvis uforklarlig kuriøsitet ved historien. Det var nemlig manden selv, der ringede fra sin mobiltelefon og fortalte, at han var forulykket. Politiets vagtchef kan ikke forklare, hvordan det resulterede i en udrykning til en mulig drukneulykke.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu