ANNONCE

Vanvid: Piger sloges – 11-årig bar kniv

10. juli 2020 19:48 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En uoverensstemmelse på sociale medier ledte til voldsomt sammenstød i Aarhus.

Vanvid: Piger sloges - 11-årig bar kniv
En centervagt måtte skille tre stridende piger. Genrefoto: Scanpix

Med de sociale mediers indtog har vi mennesker fået endnu en stridsplads, og der bliver diskuteret og skændtes på Facebook, Instagram og lignende som var det en utømmelig kilde til fjendskab. Men hvis der skal deles øretæver ud er det endnu nødvendigt at mødes.

Præcis det gjorde tre piger torsdag aften på den lille plads mellem indkøbscentret Bruuns Galleri og DGI-huset i det centrale Aarhus. Altså mødtes. Inden da havde de så skændtes. På sociale medier, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

En vagt ansat i indkøbscentret opdagede klokken 18.49, at der var slagsmål udenfor – og det så voldsomt ud. Vagten ringede til politiet og fortalte, at der stod to piger og sparkede og slog på en tredje pige, der parentes bemærket var bevæbnet med en kniv.

Vagten fik skilt pigerne ad og tilbageholdt dem, indtil politiet kom frem. Her kunne det så afklares, at der var tale om tre piger på henholdsvis 11, 12 og 13 år. Førstnævnte var hende med kniven.

“Pigerne forklarede, at de havde haft nogle uoverensstemmelser på de sociale medier og havde aftalt at mødes. Et møde, der så var endt med en voldsom konfrontation”, skriver politiet selv om hændelsen.

De tre børn fik et lift til politistationen, hvor de blev afhørt – med forældre og kommunerepræsentant som publikum. Politiet skal nu vurdere, om hændelsen var så grum, at pigerne skal henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet.

Nævnet er et uafhængigt nævn, som arbejder for at forebygge ungdomskriminalitet ved at fastlægge målrettede, individuelle forebyggende indsatser for børn og unge i alderen 10 til 17 år, der er særligt udsatte for at ende i kriminalitet.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu