Vanvid: Vild fart på de glatte veje

25. januar 2019 19:53 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Flere bilister er blevet snuppet for at køre alt for hurtigt. I det dårlige vejr.

Flere politikredse har i løbet af fredagen advaret om dårligt føre på vejene.

Men, lader det til – i hvert fald i en politikreds – det får ikke bilisterne til at sænke farten. Tværtimod.

Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi advares der mod glatte veje fra klokken 22 fredag til klokken 08 lørdag morgen

Syd- og Sønderjyllands Politi skrev tidligere fredag på Twitter:

“Så er der nedbør flere steder i det Syd og Sønderjyske. Derfor er der ekstra grund til at være opmærksom og køre forsigtigt. Der er varslet isslag i aften, men det kan jo komme tidligere end forudsagt. Ligesom det kan falde meget lokalt. Hav en god aften”.

Det kan være, der er flere bilister, der ikke følger politikredsen på Twitter. Ikke længe efter kunne man herfra nemlig fortælle, at…

“… på trods af advarsler på Twitter fra Vagtchefen om utroligt glatte veje, så fortsætter bilisterne med at køre for hurtigt ved aftenens ATK måling omkring Brøns …nu mere end 30 sager og 82km/t i 50zone som den højeste indtil nu…Sænk nu farten og pas på”.

Snestorm i weekenden

Som Newsbreak.dk tidligere har kunnet fortælle, så skal landet til at ruste sig til vinterens første reelle snestorm. Et uvejr, der heller ikke hos politiet er gået upåagtet hen.

“Personalet på Politiets vagtcentral👮‍♀️👮‍♂️ i Næstved vil gerne benytte lejligheden til at ønske alle en god og trafiksikker weekend. Med en opfordring til at køre efter forholdene og holde GOD afstand til andre🚶‍♂️🏃‍♂️🚗🚲, når der nu loves sne ☃️🌨️, i weekenden”, skriver politiet i Sydsjælland og Lolland-Falster.

Værst på søndag

Især søndag og mandag kan der ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) falde en del sne. Sammenlagt for perioden fredag til mandag forudser instituttet, at der kan falde over 30 centimeter sne.

Frank Nielsen, der har udsendt opdateringen, fortalte til Newsbreak.dk fredag formiddag, at der stadig er mulighed for, at snefaldet udvikler sig til reel snestorm.

Her hjemme defineres en snestorm ifølge DMI ved, at der falder 10 millimeter nedbør svarende til 10 centimeter sne på seks timer samtidig med, at vindhastigheden overskrider 10 meter i sekundet over et større område.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu